★★★☆☆☆
Thomas Vinterberg og Mogens Rukov er en begavede mænd med flere fremragende film bag sig. Så derfor har man ret til at have høje forventninger, når de nu får lov til at debutere på vores nationalscene som dramatikere. Desværre indfries forventningerne ikke helt. KOLLEKTIVET har gode roller, morsomme replikker og præcise observationer. Men stykker rummer hverken lag eller hemmeligheder, og man sidder tilbage med følelsen af, hvorfor Det Kongelige Teater absolut skulle spille
dette stykke ? Det virker ikke bare malplaceret, men også irrelevant. Vi får intet at vide om tiden og dens mennesker, som vi ikke allerede har set i gamle film som "Fede tider" og "Det store flip".
Når det er slået fast, bør skuespillerne roses for, at vi trods alt får en nogenlunde fornøjelig aften i teatret alligevel.
Mikael Birkjær bliver som kollektivets ejer næsten rørende i sin ubevidste egoisme og Benedikte Hansen finder ægte smerte i rollen som hans forsmåede hustru. En næsten ukendelige Mads Wille får som husets bløde mand afløb for sin uforløste seksualitet via rockmusikken, mens Mette Horn formår at styre udenom hippimoderen i "Max Pinlig"-serien, og giver sin belæste gynækolog en indre ro, som vi tror på. Et lettere forrykt pigebarn med hang til te uden garvesyre varetages veloplagt af Julie Agnete Vang.
Men selvom Emmet Feigenberg vanen tro har et godt tag på spillerne, må forestillingen siges at være en skuffelse – også rent visuelt. Skæge kostumer og groteske parykker er altså ikke nok længere. Nogen store billeddigter har Feigenberg aldrig været, og KOLLEKTIVET savner også på den front det løft, der kunne have medvirket til at retfærdiggøre en opførelse på Det Kongelige Teaters store scene.
