★★★★☆☆
Krudttønden på Østerbro har i en årrække lagt scene til Copenhagen Theatre Circles engelskssprogede produktioner, der ofte er et frugtbart samarbejde mellem professionelle og amatører. Repertoiret veksler mellem alvorlige stykker som David Hares "The Blue Room" til rendyrket komik som feks. en sceneudgave af den populære TV-serie "Allo Allo".
I år kan man bl.a. opleve vaskeægte engelsk pantomime, der viser sig at være en ret syret udgave af eventyret om CINDERELLA. Ligesom den beslægtede "Crazy Christmas Cabaret" i Tivoli lider CINDERELLA også under at være al for lang. En engelsk pantomime behøver bestemt ikke holde sig stramt til handlingen, men den bør ikke i lange passager lade publikum glemme den. CINDERELLA fortaber sig for ofte i sidehistorierne, og trækker ligegyldige scener ud til det ulidelige. Man gjorde de medvirkende og publikum en tjeneste, hvis man skar en time af forestillingens næsten tre timer, og strammede op på instruktionen.
Det er dog instruktøren Barry Mckennas fortjeneste, at samtlige medvirkende struttede af spilleglæde, og det var denne spilleglæde, der fik forestillingen hjem. De festlige kostumer og diverse sangnumre fra både Grand Prix og musicals bidrog også til festlighederne. Mest malplaceret forekom "A New Tomorrow", hvorimod Grisabella The Cats evindelige forsøg med "Memories" fra musicalen "Cats" gik rent hjem. Men uden de medvirkendes energi og enthusiasme ville alle skøre indfald have været forgæves.
Siovhan Christensen og Torval Thronberg var yndige som CINDERELLA (Askepot) og dennes generte tilbeder Buttons, mens Veronica Kielsholm-Ribalaygua fremstod herlig ondskabsfuld som den onde stedmor. En anden publikumsfavorit, den karismatiske Kaan Arici, åbenbarede i rollen som den falske prins en fed accent, som kunne gøre selv Meryl Streep misundelig. Iven Gilmore og Brendan O’Gorman agerede med grotesk lune de i sandhed væmmelige stedsøstre, og den hyggelige Frank Theakston sikrede som CINDERELLAs far, at der også rent aldersmæssigt blev sprædning i feltet sammen med Stephanie Miles-Carlsens robuste Fairy Godmother.
CINDERELLA er en forestilling, der på godt og ondt præges af en anything goes-filosofi. Det giver forestillingen en sympatisk rummelighed, man dog ville værdsætte mere, hvis man i højere grad – og kortere format – holdt sig til Askepot-historien.
