★★★★★☆
En af filmhistoriens helt store musicalklassikere var Mark Sandrichs TOP HAT, der cementerede Fred Astaire og Ginger Rogers som genrens største filmpar i 1935. Spørgsmålet er om nogen anden filmmusical har opnået helt sammen niveau af elegance? Mange årtier scener fødes så en sceneversion, der vinder Olivier Award i London som bedste musical og det er den bearbejdelse, som nu er nået til Malmø i en svensk udgave.
TOP HAT stiller først og fremmest krav til danserne, og heldigvis formår Malmø Opera også på dette område at levere varen. Faktisk kan man ikke mindes, at man tidligere har set så medrivende dansenumre på Malmø Operas store scene, og det siger efterhånden en del. Og hvem får ikke lyst til at danse, når man lytter til Irving Berlins evergreens som
Sindre Postholm er et nydeligt bekendtskab, der forstår kunsten at bevæge sig med lethed og ynde. Stemmen hører ikke blandt de største, man har hørt, men det gjorde Fred Astaires nu heller ikke. Astaire var dog en uforlignelig tekstformidler, og helt på det niveau kommer Sindre Postholm trods alt ikke. Linda Olsson kan både spille, synge og danse, men hun måtte gerne have lånt lidt af Ginger Rogers sødme.
Birollekaraktererne hørte blandt filmens største kvaliteter og på Malmø Opera gør man bestemt også en indsats på den front. Men først i anden akt formidles komikken bl.a. takket være Pia Johanssons Madge.
Johannes Brost som Bates, Christopher Wollter som Beddini og Lennart Jähkel som Horace har skam også deres øjeblikke, men arbejder lige rigeligt på at være sjove i Sissela Kyle og Roine Söderlundhs iscenesættelse.
Replikkerne er gennemgående morsomme, selvom historien unægteligt kan forekomme lidt tynd. Det bliver derfor den sofistikerede stil, der sammen med sangene hiver successen i land. En stil man snarere finder i kostumerne end i scenografien til de store sang- og dansenumre.
Opløftet og steppende forlader vi Malmø Opera, mens vi nynner titelmelodien. Jo, der er grund til at lette på hatten for Malmø Opera, der igen har satset og sejret.
