★★★★☆☆
Teater (d)construct gæster Bådteatret med en ganske charmerende to-akts ballet, der i ca. fem kvarter udfordrer tyngdekraften. To unge halvnøgne skikkelser mødes i dans under skyformede net og omgivet af et udspændt lærred – som ål i en ruse. Ansigterne er pudret hvide, og vi følger disse to famlende individer i deres første spæde forsøg på kontakt og indtil det første seksuelle møde.
Efter ca. 20 minutters pause er vi tilbage og nu forekommer stemningen mere dyster og mørk – understreget i såvel tøj som sminke. Det kulminerer i et aggressivt sammenstød, inden den forudsigelige men alligevel kærkomne forsoning.
Jo færre kunstfærdigt videnskabelige metatorer, jo bedre fungerer Billie Joy Alexanders iscenesættelse. Hun har et godt øje for de to danseres forskelligheder, og hvor den lille tætte Emilie Brooklyn Holtes dukkeligende pigebarn forekommer temmelig teknisk og stakato i bevægelserne, så har den smidige Oliver Zohore et mere elastisk kropssprog, der gang på gang kræver fuld opmærksomhed. Her er et oplagt talent, vi gerne ser mere til.
LAST LOVE BEFORE LEAVING GRAVITY overvinder det lidt fortænkte men ikke uinteressante koncept, og går rent ind hos publikum, når kærlighedshistorien for alvor får overtaget.