★★★☆☆☆
I mange år boede der kun onde hvide mænd GULDKYSTEN, hvor de tyraniserede den sorte lokalbefolkning. Men så en dag i 1836 stiger Wulff, en visionær biolog fra Randers i land, og så kan det nok være, at pipen får en anden lyd. Men ak – de onde hvide mænd rotter sig sammen med ham, og så ser det for alvor sort ud for vor helt.
Det mildest talt naivistiske manuskript til GULDKYSTEN får forlæget til den beslægtede "Peter von Scholten" til at ligne krads socialrealisme.
Heldigvis kan man glæde sig over den gennemsympatiske og særdeles attraktive Jakob Oftebro, der taler dansk, så selv Meryl Streep bliver misundelig, og som ikke mindst i de afsluttende dramatiske scener får mulighed for at vise, hvor god en filmskuespiller, han faktisk er blevet. Vi husker ham, som et af de meget få lyspunkter i Bornedals gyselige "1864", og Oftebro kunne godt have fortjent en Bodil for sin birolle i ungdomsfilmen "Lev stærkt". Man må håbe, at det bliver til en nominering denne gang.
Danica Curcics, hans medspiller fra "Lev stærkt", har rollen som ambitiøs missionær og selvom karakteren virker en smule pointeløs, slipper hun pænt fra det. Stakkels talentfulde Morten Holst er fejlplaceret som guvernør, men får på din givne betingelser skabt en interessant figur. Filmens mest levende menneske bliver dog en lille afrikansk dreng, der uden ord følger Wulff i tykt og tyndt.
GULDKYSTEN kan bryste sig af nydelige billeder, der fremhæver en ganske flot produktion med bl.a. nogle imponerende kostumer. Den elektroniske underlægningsmusik forbliver en prøvelse og når instruktøren Daniel Dencik forsøger at lave en chokerende orgiescene, hvor de onde hvide forgriber sig på de gode sorte til tonerne af "Kong Christian stod ved højen mast", må man bare ryste på hovedet. Det kan også blive for fjollet…
