★★★☆☆☆
Selvom den nye animationsfilm og Asterix og hans venner primært henvender sig til børn, er den politiske bråd i historien ikke til at tage fejl af: Cæsar har nemlig planer om at indlemme de gæve gallere i den romerske kultur ved at iværksætte et stort bygningsværk lige ved siden af gallernes landsby. Men gallerne har faktisk ikke megen lyst til at være en ny romersk koloni.
Den nye Astérix-film er teknisk set veludført af instruktørerne Louis Clichy og Alexandre Astier, men ligesom tonen i de nyere amerikanske animationsfilm, der tydeligvis har dannet forbilleder, virker ASTÈRIX: BYPLANLÆGGEREN mere hektisk end godt er. Den ro og det litterære islæt, der kendetegner tegneserien i papirformat, har måtte vige for en mere opkørt stemning understreget af lettere hysteriske skuespillerpræstationer.
Så selvom animationen og perspektiverne ligger over gennemsnittet, så trætter denne Asterix-film desværre, inden den når i mål.