★★★☆☆☆
Man kommer ikke uden om, at den historie, der ligger til grund for THE MAN WHO SAVED THE WORLD er god. Den omhandler russeren Stanislav Petrov, der sidder gammel, ensom og forladt, men som i 1983 ene mand forhindrede en verdenskrig.
Desværre er instruktøren Peter Anthony alt for længe om at etablere, hvad det var helt konkret at Stanislav Petrov gjorde, der bevirkede, at han nu så mange år efter bliver genopdaget og hyldet af FN og diverse Hollywood-stjerner. Hvad værre er, så sovser Peter Anthony enhver scene til med underlægningsmusik, og må desuden være ansvarlig for de lidet overbevisende dramatiseringer af de virkelige hændelser.
Det er mødet med den rigtige Stanislav Petrov, der giver filmen værdi. Man forstår sandelig godt, at han i starten gør oprør mod de pågående og lidet lydhøre folk, han laver film med. Men samtidig får oplevelsen ham til at flytte sig på det private plan.
Selvfølgelig er det sjovt, at Kevin Costner, Robert de Niro, Matt Damon og Asthon Kutcher alle pludselig vil hilse på denne mand, men omvendt ville filmen nok have haft større kunstnerisk gavn af øget historisk og politisk indsigt.