★★★★☆☆
Melissa McCarthy har efterhånden fået slået sit navn fast som Amerikas førende filmkomedienne. Filmene hører sjældent til de mest sofisterede indenfor genren, men man kan ikke sige andet end, at Melissa McCarthy er sjov. Det bekræfter hun til fulde i sin nye film som en noget atypisk spion i et utal af forklædninger.
Filmen er en uhyre veloplagt pastiche over diverse 007-film, og sørme om ikke smækre Jude Law dukker op og virker som et oplagt bud på en ny James Bond med sit flotte ydre og maskuline charme. En skæg Jason Statham overrasker som en vraget macho-agent, og Bobby Cannavale virker tilpas slikket i en stilfuld skurkerolle.
I SPY får man både smæk for skilllingerne samt en lang række gode grin udløst af groteske situationer og saftige replikkere. Filmens instruktør og manuskriptforfatter Paul Feig stod også bag Melissa McCarthys temmelig overvurderede gennembrudsfilm "Brudepiger", der indbragte McCarthy en noget overraskende Oscar-nominering, men denne gang fortjener de begge ros. For SPY kan meget vel blive sommerens store hit, og ende som en af årets mest lattervækkende film.