ELLIPSES & BOKKO – THE ULTIMATE FUSION

★★★★☆☆

Dansehallerne præsenterer i forbindelse med deres årlige THOUSAND THREADS-festival et program med to meget forskellige koreografier, der tilsammen viser spændeviden indenfor den moderne dans.

Franskmanden Aragom Boulanger sidder ved et bord med en lampe. Under små lysudfald skifter lyskilden fra lampe, til loft eller bagvæg og tilbage til tonerne af følelsesmæssig incistrerende cellomusik. Med hvert lysskift skifter Aragom Boulanger også stilling, det kan være fra siddende eller sovende positur til en bevælgelse.

Det ejendommelige ved ELLIPSES er, at vi gang på gang overraskes af Aragom Boulangers bevægelser. På et splitsekund må han ikke bare kunne flytte sig, men etablerer en helt ny sindsbevægelse, inden lyset kommer på igen. Og er han i gang med en bevægelse, når lyset går ud, kan den menneskelige hjerne slet ikke lade være med at forvente, at bevægelsen forsætter i mørket, hvorved de nye positurer ved lysets genkomst bliver små chok. ELLIPSES er minimalistisk bevægelseskunst, som på een gang provokerer og fascinerer.

Op til pausen får vi SLOW, en ret skøn 7 minutters kortfilm, i hvilken en mand i jakkesæt trækkes op af havet i en næsten usynlig snor og gennem en asiatisk by for til sidst at blive trukket ud i havet igen. Asiaster i alle aldre og erhverv reagerer på meget forskellige vis. De gamle forsætter ufortrødent deres gymnastik, mens børnene samler sig om den bevægelige krop, men tør alligevel ikke røre. En fattig mand tager tilløb til at slå den snortrukne krop med en flaske, men så er kroppen væk.

SLOW bliver på finurlig vis en afspejlning af vores reaktion på det uventede, og et bevis på menneskekroppens stadige effekt på sine omgivelser. Den er instrueret af den unge hollænder Karel van Laere, der sammen med Vanja Rukavina står bag den dynamiske danseeksplosion BOKKO – THE ULTIMATE FUSION, som følger efter pausen.

Navnet BOKKO henviser til en særlig populær dans fra Sydasien, der henter inspiration i bl.a. japanske manga-tegnefilm, som også udgør en del af scenografien. Vi bombarderes med sanseindtryk, som var det et kulørt japansk tv-show krydret med moderne strømlignede discorytmer og hysteriske japanske tegnefilm blandet med videoer fra diverse BOKKO-fans. Et hektisk ungdommeligt indslag, der ikke bare vil appellere til et ungt publikum, men som også fik hele salen til at danse med på premiereaftenen.