EN DÅRE FRI

★★★★★☆

Man skal være hurtig, hvis man vil nå at få Sukkerkogeriets seneste succesforestilling EN DÅRE FRI.
Den norske forfatter Beate Grimsrud har skabt hvad der ligner en sympatisk variation af "Gøgereden". Vi er på et stærkt underbemandet hospital for sindslidende, der bliver gjort levende takket være en flok veloplagte skuespiller.

Madeleine Røn Juul er ikke sluppet helt heldigt fra sin oversættelse, og f.eks. ordet "dåre" virker kunstigt i et moderne univers, selvom man godt forstår trangen til at bruge det. Men atter engang viser hun sine evner som personinstruktør, og får et langt stykke af vejen overvundet dramatikerens lidt for veludviklede behov for komik og sentimentalitet.

Marlene Melsens Reumert-nominering for bedste kvindelige hovedrolle viser sig at være fortjent. Ganske vist kunne de enkelte personer i Elis skitzofrene verden stå endnu skarpere, men rent emotionelt griber Marlene Melsen chancen og viser os de mange voldsomme farver i dette forpinte sind.

Mads Nørby og Kurt Dreyer har heldigvis velgørende glimt af alvor bag deres mange tosserier, og Betty Glosted får på sin helt egen vis skabt en grotesk vietnamerisk madamme med både lyse og mørke sider. Theresa Hedelund viser lovende takter som den selvdestruktive pige Kassandra, og så har Ghita Lehrmann tilløb til noget dybere som den selvmorderiske Patricia, men når desværre ikke helt langt nok ned i figuren denne gang.

Blandt personalet formår Mette Maria Ahrenkiel at indgyde tillid og varme, og derfor chokeres vi, da hun med latter minder om, at det jo kun er et job.

EN DÅRE FRI præges dog af en grundlæggende ømhed for sine karakterer, og det viser sig at være et ypperligt udgangspunkt for en medrivende teateraften.