FAR FROM THE MADDING CROWD

★★★★☆☆

Thomas Hardys murstensroman blev allerede i midten af 60erne til en mesterlig farvefilm med John Schlesinger i instruktørstolen. Derfor er der faktisk ingen oplagt grund til at filmatisere den igen med mindre man har en hel ny vinkel på stoffet. Det har Thomas VInterberg ikke. Til gengæld har han lavet en ganske flot i det store og hele velspillet filmatisering, der i mere end en forstand kan siges at være lige efter bogen.

Fotografen Charlotte Bruus Christensen har indfanget en række nydelige scenerier, der dog ikke er på højde med de monumentale billeder, som en ung Nicolas Roeg indfangede forud for en interessant instruktørkarriere. På samme måde er Craig Armstrongs underlægningsmusik både køn og iørefaldende, mens Richard Rodney Bennetts kompositioner til Schlesinger-udgaven havde et storladent episk flow, der bidrog til historiens format.

Carey Mulligan gør et sympatisk indtryk som Bathsheba, men det kan man i høj grad diskutere om er korrekt. For Hardys Bathsheba fremstår både beregnende og kalkulerende, hvilket også kendetegnede Julie Christies præstation. Mere rigtig Matthias Schoenaerts som Oak, selvom han i grunden ikke har mange udtryk. Til gengæld besidder han et brændende blik i øjnene samt den helt rette næsten dyriske primitivitet, der synes taget ud af D. H. Lawrences "Lady Chatterleys elsker". Men Alan Bates var altså smukkere.

Martin Sheen yder en nydelig indsats som den ældste af Bathshebas tilbeder, men samme dramatiske tyngde som Peter Finchs Bafta-vindende præstation kommer han ikke i nærheden af. Direkte utilstrækkelig i forhold til den originale filmatisering forekommer kun Tom Sturridge, der hverken har den uimodståelig fysik som Hardys officer havde i Terence Stamps skikkelse eller dennes tvetydighed. I Vinterbergs udgave forstår vi ikke Bathshebas betagelse af denne usympatiske store dreng, og vi tror aldrig på, at de har en chance.

Men FAR FROM THE MADDING CROWD var og er en storartet historie om såvel en uafhængig og selvbevidst kvindes vanskelig livsvilkår på en anden tid som kærlighedens drilske natur. Lad os håbe, at den både får publikum til at læse bogen og se eller gense John Schlesingers filmklassiker.