★★★☆☆☆
Instruktøren Anders Lundorph hittede i sidste sæson med en hudløs dramatisering af den Oscar-belønnede film "Boys don’t cry". Nu har han kastet sig over FALLING DOWN, en anden amerikansk semi-klassiker, der især huskes for Michael Douglas’ præstation i hovedrollen.
På Det Kongelige Teaters lille scene er rollen overladt til Nicolai Dahl Hamilton, der yder en eminent intens præstation, som læner sig en del op af originalen – også i den fysiske fremtoning. Men hvor filmfiguren i højere grad gennemgik en udvikling, oplever vi i højere grad teaterversionens William Foster som en konstant tikkende bombe, der blot venter på at eksplodere.
Morten Hauch-Fausbøll og især Kristoffer Fabricius formår at peppe de ret stereotype sideroller op, men mens "Boys Don’t Cry" fik os til at forstå og holde af minoriteter af enhver art, så ligger sympatien i FALLING DOWN til syvende og sidste hos den psykopatiske morder, mens hans ofre i de fleste tilfælde blot latterliggøres.
FALLING DOWN sætter dog fokus på det stigende antal af iltre temperamenter, man finder ude i det pulserende liv – og ikke kun i bilkøer. Derfor virker det også underligt, at denne "moderne mand" ringer fra en mønttelefon – her burde man nok have valgt at omskrive historien en smule. At ekskonen og barnet pludselig tages ud af deres glaskasse, for at vi kan få en finale uden for det lille rum, giver heller ikke rigtig mening, men Nicolai Dahl Hamilton formår alligevel at være forestillingens røde tråd, selv når det øvrige flagrer.
