MOON RIVER

★★★★☆☆

I Skuespilhusets såkaldte Røde Rum kan man være heldig at fange Eventministeriets seneste musikforestilling MOON RIVER. Her flettes en række evergreens fra Broadways og Hollywoods guldalder sammen med en lidt defus kærlighedshistorie om en selvfed guitarist og en meget lidt talende men til gengæld velsyngende sangerinde.

En stemningsmættet oplevelse ikke mindst på grund af trioen Hans Find Møller, Nis Skaun Vraasø og Caspar Kyhl, der rammer stilen fra 30’erne og 40’erne. Så tilgiver man gerne, at en sang som MOON RIVER faktisk er fra starten af 60’erne. Især fordi den fortolkes af Johanne Louise Schmidt, der sammen med Tammi Øst må regnes som landets bedst syngende skuespillere. Schmidt har evnen til at gøre hver sang til sit eget lige skuespil, og selvom hun skal passe på, at teknikken ikke kommer til at stå i vejen for oprigtigheden, så bliver også MOON RIVER en succes for hende.

Kristoffer Fabricius imponerer især på guitar, men har som skuespiller ikke meget at byde på denne gang andet end udvendige positure. Han lader os dog ane, at også han er i besiddelse af en nydelig røst.

MOON RIVER virker ikke ganske helstøbt, og man savner en egentlig manuskriptforfatter eller instruktør på forestillingen. Men tidløse sange i fine musikalske arrangementer rækker heldigvis langt, når Johanne Louise Schmidt står ved mikrofonen.