OSCAR 2015

★★★★★☆

Årets Oscar-ræs blev en spændende omgang præget af et uhyre stærkt felt. Man kunne således roligt have føjes Rob Marshals mesterlige musical INTO THE WOODS til listen over de bedste film. Samtlige otte kandidater til titlen som bedste film modtog mindst en statuette, selvom fordelingen af dem nok kan diskuteres.

For vel må BIRDMAN kaldes årets mest originale amerikanske film, men en bedre film end BOYHOOD er den altså ikke, dertil forekommer den for konstrueret. Michael Keaton fortjenete sin nominering, men Eddie Redmayne var den helt rigtige vinder for sin dybt bevægende hovedrolle i TEORIEN OM ALTING. Ikke bare fordi han spiller handikappet, men fordi at hans præstation både teknisk og emotionelt har et langt større omfang end Keatons.

Ingen kan sætte en finger på Julianne Moores velfortjente Oscar, men spørgsmålet er blot, om hun ikke i lige så høj grad fortjente prisen for MAP TO THE STARS (som hun vandt pris for i Cannes)? At hun også er i eminent i STILL ALICE ligger dog fast.

Topscorer blev "Birdman" og "The Grand Budapest Hotel" med fire Oscars hver. Den eneste Oscar til BOYHOOD blev Patricia Arquettes for bedste kvindelige birolle. Hun kvitterede med en tale, der krævede ligeløn for kvinder, hvilket fik selveste Meryl Streep op af stolen af begejstring. Bedste mandlige birolle tilfaldt J. K. Simmons for WHIPLASH, der også snuppede et par af de tekniske priser – for lydmix og klipning.

Lady Gaga kastede sig dumdristigt ud i en hyldest til filmmusicalen SOUND OF MUSIC halvtreds år efter dens premiere. Og selvom hun bestemt har en kraftfuld stemme, forekom hun noget manieret i sin fortolkning i forhold til de scener, vi så fra filmen med en ubesværet Julie Andrews. Ikke et øje var tørt, da Julie Andrews efterfølgende selv indtog scenen til stormende hyldest fra hele salen, et af aftenens utvetydige højdepunkter.

Jennifer Hudson havde smidt en del kilo og så strålende ud, da hun sang en mindesang, for alle de filmkunstere vi mistede i det forløbne år. Meryl Streep havde svært ved at styre sine følelser i sit oplæg til denne sekvens, da en af hendes vigtigste samarbejdspartnere gennem årene, Mike Nichols, hørte blandt de afdøde. Det var da også hans foto, der afsluttende mindeserien. Nichols’ meritter strakte sig fra den 13-gange Oscar-nominerede "Hvem er bange for Virginia Woolf?" til den måske fineste amerikanske tv-serie af dem alle, "Engle i Amerika".

Animations-Oscar’erne blev en velfortjent dobbelttriumf for Disney-studioerne takket være den charmerende kortfilm "Feast" og den multietniske spillefilmslange "Big Hero 6".

Desværre må man nøjes med et sammendrag om årets modtagere af diverse æres-Oscars. De omfattende yderst velfortjente priser til Maureen O’Hara (kendt fra en række John Ford-film inkl. Oscar-vinderne "Grøn var min barndoms dal" og "Den tavse mand") samt Harry Belafonte ("Carmen Jones" og "Island in the Sun"). Desuden var der også priser til den japanske tegnefilmsmester Hayao Miyazaki ("Chihiro og heksene") samt verdens velnok mest indflydelsesrige manuskriptforfatter Jean-Claude Carrière, der har arbejdet med nogle af verdens største instruktører bl.a. Luis Bunuel ("Dagens skønhed") og Louis Malle ("Medløberen").

Neil Patrick Harris klarede sin værtsrolle nogenlunde, selvom langt fra alle de vittigheder, som han blev sat til at formidle, fremstod som guld. En tryllekunst omkring forudsigelser i forbindelse med årets Oscar-uddeling blev trukket ud i een uendelighed, men alt i alt en forbedring i forhold til værtsskabet de seneste år.

Jennifer Lopez fik roser for sin flotte kjole, mens Channing Tatum måtte tage til takke med titlen som årets hug. Blandt aftenens emotionelle højdepunkter var talen i forbindelse med Oscar’en for bedste manuskript efter andet forlæg til "The Imitation Game", hvor modtageren berettede om sit selvmordsforsøg. Også Oscar’en for bedste sang fremkaldte tårer i salen, både i forbindelse med fremførelsen af den lidenskabelige "Glory" fra Martin Luther King-filmen "Selma", men også den efterfølgende passionerede takketale.

Så atter engang lykkedes det for Det amerikanske filmakademi at levere varen, selvom kritikkere i årtier har forsøgt at nedgøre prisen. Og selvom både Golden Globe og Bafta udviste bedre smag i valget af bedste film (BOYHOOD), så kan man ikke nægte, at Oscar-uddelingen er og bliver "The Greatest Show on Earth".