★★★★☆☆
Glassalen i Tivoli har fået reinstalleret DEN GRØNNE ELEVATOR og med Tommy Kenter og Bodil Jørgensen ombord, når vi atter toppen. Lisbet Dahls stilsikre og veloplagte iscenesættelse af Avery Hopwoods klassiske teaterbrandert får kun liv på scenen, hvis man har to komiske stjerner, der kan og vil kaste sig helhjertet ud i løjerne. Og det har man i Tommy Kenter og Bodil Jørgensen.
Man vidste et eller andet sted godt, at Tommy Kenter kunne, men at hans præstation ville blive så fysisk en kraftpræstation er alligevel overvældende. Og selvom om vi vidste, at Bodil Jørgensen kunne være sjov, så har hun ikke den store erfaring med klassiske farcer. Men hendes uortodokse talent låner en friskhed til stykket og det er tiltrængt. For kønsrollerne har ved gud og heldigvis ændret sig siden.
Stykkets øvrige roller forekommer ikke videre spændende, men Max Hansen er festlig som fuld flyttemand. Charlotte Fich og Peter Gantzler kæmper også bravt med rollerne som de svigefulde ægtefæller, der får lov at smage egen medicin.
DEN GRØNNE ELEVATOR bliver dog i sidste ende Kenter og Jørgensen-show – men det er også nok til, at man bliver beruset af latter.