★★★★★☆
Der er atter engang meget at glæde sig over i årets WALLMANS SHOW, der har “freak” som et gennemgående tema. Det kan nu være svært at få øje undervejs, men vi fik i al fald en uhyre blandet samling shownumre.
Er niveauet ikke helt så højt som sidste år, hvor Wallmans jubilæumsshow satte ny standard for serveringsteater i Danmark, så virker showet i år stadig bedre end det meste andet af sin art her i København. Cirkusbygningen danner en magisk ramme om forestillingen, og i første showpakke får vi både en kæmpe klovn og et vaskeægte cirkustelt til at understrege stemningen i dette betagende rum.
Et medley med flere skønne Stevie Wonder-sange virkede en anelse rodet, og det var som om lyden havde svært ved at samle sig om de enkelte solister. Det bidrog også til, at det blev holdets samlede indsats fremfor enkelpræstationer, der prægede denne del.
Men snart fulgte en elegant hyldest til det bedste inden for britpop – overraskende fremført af elegant klædte mænd i en gigantisk chesterfield stol. Senere fik vi også en frækt danset Timberlake-hyldest, et Beach Boys-potpouri samt en velsunget Cher-hyldest. Med andre ord – vi kom vidt omkring rent musikalsk.
Velskabte akrobater sugede opmærksomheden til sig og gjorde det i passager ikke altid lige let for sangerne. Man havde dog sløjfet den individuelle underholdning ved bordene, selvom nogle af solisterne stadig hjalp til både med servering og afrydning.
Man gav dog nødigt sit bestik fra sig, hvis der var så meget som en krumme tilbage, for samtlige fire retter sad lige i skabet inklusive vinene. Man må til stadighed forbløffes over, hvordan Wallmans formår at holde dette høje kulinariske niveau med over 1000 gæster, men det gør de altså. Og trænger man til at røre sig ovenpå den gode mad, bydes der op til dans efter showet.
Hvad mere kan man ønske sig?