★★★★★☆
For mange er Thomas Manns DØDEN I VENEDIG uløseligt forbundet med Gustav Mahlers udødelige toner, der ledsagede Luchino Viscontis overdådige filmmesterværk. Men i John Neumeiers ballet af samme navn leveres musikken primært af komponister som Bach og Wagner.
Neumeier tager sig også en del friheder med historien, og får først introduceret den unge Tadzios sidst i første akt. Man kan også diskutere, om det er en god ide at lade den aldrende Aschenbach få fysisk berøringen med Tadzios i deres første dans – få minutter efter første møde.
Men Hamborg ballettens gæstespil på Det Kongelige Teaters gamle scene ender alligevel i triumf, fordi den ulmende lidenskab, der løber som en rød tråd gennem DØDEN I VENEDIG, også er til stede på scenen. Ikke kun i dansen, men også ved pianoet, som den legendariske Elizabeth Cooper bestyrer med autoritet og livskundskab.
Men selvfølgelig er det Carsten Jung, der i rollen som Aschenbach bærer den tungeste vægt og han yder en sand kraftpræstation, som gør indtryk. Tårerne trillede da også ned af kinderne på Jung ved det glødende bifald efter forestillingen.
Men også Aljoscha Lenz yder en bemærkelsesværdig indsats son Tadzios. Fysisk synes han umiddelbart som een af mange skønheder på grund af et yderst attraktivt ensemble. Det kan der selvfølgelig være en pointe i, men Aschenbach har altså kun øje for Tadzios. Og gradvist fortrylles også vi af denne yngling.
Det vil være synd at afsløre Neumeiers genistreg af en finale, men den rummer stor nåde historiens udfald taget i betragtning. Og savner man efter tæppefald stadig Mahlers musik, så kan man eventuelt løse billet til den Reumert-belønnede danseforestilling "Men & Mahler", der snart gæster Teater V og som ligeledes tager sit udgangspunkt i DØDEN I VENEDIG. Eller bare købe filmen på DVD…
