★★★☆☆☆
Stop-motion animation bør ikke forveksles med tegnefilm, men er en kunstart helt for sig selv. Efter at diverse ”Walter og Trofast”-film vandt Oscars har stop-motion film fået en renæssance, og ÆSKETROLDENE hører blandt de mere ambitiøse.
Handlingen er henlagt til Ostebroby, hvor æsketroldene lever deres liv i skjul, da byens borgere anført en hvidhattet greve anser dem for en trussel mod byens sikkerhed. Men da grevens datter møder drengen Æg, som æsketrolden Fisk har taget til sig, bliver det starten på et opgør med den virkelige skurk, hr. Arkibald Snapholm.
Instruktørerne Anthony Stacchi og Graham Annable har skabt et storslået univers omkring ÆSKETROLDENE, hvor man har kælet for detaljerne – helt ned til hver enkel ost.
Den kvindelige hovedkarakter Winnie virker desværre rigeligt småmopset, men det opvejes af de spøjse og lidt uhyggelige trolde samt byens øvrige beboere.
På den danske lydside krukker Ole Lemmeke ret overdådigt som den osteivrige greve og Casper Phillipson får også en løjerlig figur ud af Hr. Stylte. Hans Henrik Voetmann har et godt greb om den skurkagtige Snapholm, bortset fra dennes dragnummer som Frou Frou, der forekommer utåleligt på den forkerte måde. Værst i den rædsomme Æsketrolde-sang, som ex-Monty Python’en Eric Idle har ansvaret for.
Bliver man siddende under de afsluttende rulletekster, belønnes med en lille syret sekvens, der afslører lidt om, hvilken krævende teknik netop denne type animation kræver.