★★★☆☆☆
Shakespeare på kinesisk – i Danmark? Tjo, hvorfor ikke? Det er ofte spændende med den slags kulturmøde, og instruktøren Wang Xiaojings formår at fortælle historien relativt enkelt krydret med prægtige kostumer og kinesiske trommer.
De engelske tekster formidlede dog ikke den sproglige finesse ved Shakespeare, men viste sig desværre kun at være korte sammendrag af scenernes indhold. Således stod der gentagne gange blot, at den gamle dronningemoder “gentog sin forbandelse”. Så kan to timer godt blive lang tid, når man ikke forstår kinesisk.
Man fik dog flere gang det indtryk, at det især var den kinesiske del af publikum, der kedede sig. I al fald kunne man konstatere, at har Kina en anden teatertradition, så har det kinesiske publikum, det også. Flere havde slæbt deres småbørn med til dette blodige kongedrama og mobiltelefonerne holdt deres egen lille koncert. Der blev lystigt snakket under forestillingen, og da Princess Anne brød ud i tårer, synes en gammel dame åbenbart, at det var et oplagt tidspunkt at tælle sine penge på. En del kinesiske gæster forlod også salen undervejs, mens de tilbageblivende klappede høfligt af dette prestigeprojekt.
For det var jo, hvad det var. Et flot et af slagsen, der demonstrerede en vilje til at favne vestlig kultur, og en teknisk kunnen, man ikke kunne sætte en finger på. Men blev man bevæget på noget tidspunkt undervejs? Nej, det gjorde man ikke. Det kan skyldes, at man fra vestlig side endnu ikke er fortrolig med den meget stiliserede spillestil, der kendetegner kinesisk teater. Men det kinesiske publikums reaktioner indikerede, at det snarere var fordi, at denne både ferme og flotte opsætniing manglede sjæl. Man blev i al fald langt mere følelsesmæssigt engageret over en reading af det kinesiske digt “Massakren” på Forsøgsstationen tidligere på ugen end af dette udstyrsstykke på Østre Gasværk.
