★★★★☆☆
Cykelmyggen Egon er tilbage og i betragning af, at han kom til verden helt tilbage i 1967, synes han stadig i god form. Siden har han klaret springet fra bog til TV, og i 2007 blev han så endelig filmstjerne med filmen “Cykelmyggen og dansemyggen”. Opfølgeren viser sig tilmed at være endnu sjovere, uden at ophavsmændene Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller på nogen måde svigter stregen og ånden fra originalen. Således er der også små rap til den danske selvfedme – for det er jo meget udansk at forstyrre folk i deres frokost – og vores behandling af nytilkomne. Retsvæsnet og kongehuset bliver også udsat for spot og spas, men hele tiden i en gemytlig tone, som gør filmen spiselig for de allermindste. Manuskripet er ikke mere stramt end der altid er plads til lidt sang og musik, og at det er Minibillen og ikke Cykelmyggen, som historien for alvor drejer sig, gør ikke hyggen mindre.
For denne minibille er jo et kært lille væsen (godt hjulpet af Jacob Alwan Sallings lillebror-agtige stemme), og ungerne følger ham med åndeløs spænding, når han kidnappes af røvere og dømmes til tvangsarbejde for de forkælede storesøster-agtige biprinsesser.
CYKELMYGGEN OG MINIBILLEN rummer et væld af farverige karakterer, og det kræver stemmer med personlighed. Men det har man heldigvis også fundet, og et usædvanligt veloplagt skuespillerhold, der omfatter Peter Frödin, Anne Marie Helger, Ole Thestrup og Niels Skousen får karakterer som græshoppen Sensitiva, Didrik von Drone og Morfar til at leve. Festlige dialekter og små sjove sange bidrager til en oplevelse, som både småbørn og deres forældre vil forstå at sætte pris på.
