Månedens album:

VAKILI:

ORD ER SOM VIND

★★★★★☆

11 glødende sange udgør tilsammen Vakilis mere end lovende debutalbum ORD ER SOM VIND. Mange husker sikkert Vakilis "Listen" fra Enhedslistens valgkampagne, men der er intet dogmatisk partipolitisk over den nye udgivelse. Tværtimod tegner den et portræt af en noget disillusioneret fyr med både hjerte og omtanke for sine omgivelser.

Stilen er skarp hiphop, der fungerer bedst, når den arabiske musik for alvor får lov til at sætte sit præg som i nummeret
"Vind". Men også en sang som "Omvendt lom’tyv-teknik" har musikalske kvaliteter i sine seje tunge beats.

Emnerne synes at komme fra Vakilis egen baggrund – fra den smertefulde "Mit Folk" til den præcist observerende og
samfundskritiske "Cirkler". Og når han synger, at "ord er så lette at sige, ting er så svære at gøre", så får ordene ikke kun personlig betydning, men virker også som en nøgtern konklusion på en større fortælling.

Vakilis største aktiv som sangskriver er, at han ikke kun ser smerten i sig selv, men også i andre. Det gennemstrømmer en sang som "Falder ik for dig", hvor han iagttager, at "dine øjne er åbne ar". Allerstærkest står måske "Dedikeret", en vemodig kærlighedssang til en iransk pige, der "vågner i skrig".

Selvom man godt kunne have ønsket, at Vakili havde udfordret sig selv en smule mere rent vokalt, så ændrer det ikke ved helhedsindtrykket. ORD ER SOM VIND fremstår nemlig som et engageret og velskrevet debutalbum.

Producer:
Exampler (Mixed Ape Music)

Udgiver: Target Group