★★★★☆☆
Errol Morris har med dokumentarfilm som “The Thin Blue Line” og “The Fog of War” bidraget til at give den amerikanske befolkning en samvittighed. Tonen er mindre skinger end hos Michael Moore, men om han kommer en smule til kort overfor en glat ål som Donald Rumsfeld.
Modsat Robert S. McNamara fra “The Fog of War”, så virker Rumsfeld ikke tynget af egen skyld, og det er lige før man tror ham, når han virker forbavset over koblingen af Sadam og 9/11.
Mest opsigtsvækkende virker den opsigelse, som Rumsfeld hævder at have indgivet, efter at billederne af mishandlinger på Quantanamo-basen blev offentliggjort. Det kan selvfølgelig være selvglorificering, men her tror man ham, ligesom man er overbevist om, at der på et tidspunkt var en reel mulighed for, at han kunne være blevet vice-præsident og altså også præsident.
Men det gik anderledes og Rumsfelds eftermæle som politiker forekommer stadig tvetydigt. Så da Morris til sidst spørger ham, hvorfor han stillede op til interviewet og ikke kan give svar, kan der meget vel være en sandhed i det. Han er muligvis en snu ræv, men Rumsfeld prøver ikke demonstrativt at fralægge sig ethvert ansvar, og det skaber tillid. Og man forlader biografen med det indtryk af, at Rumsfeld faktisk også selv gerne vil vide, hvorfor han stillede op til interviewet. Selv for en toppolitiker af Rumsfelds kaliber må der stadig være mange uafklarede spørgsmål om ansvar og skyld, som kun tiden kan hjælpe ham med at få svar på.
