★★☆☆☆☆
Selvom GRACE OF MONACO ikke helt er den katastrofe, som mange på forhånd har udråbt den til, så kan man bestemt ikke kalde den en god film. Manuskriptet fremstår på flere punkter så banalt, at det ligner en parodi på en Douglas Sirk-film. Det er dog ramme alvor, når instruktøren Olivier Dahan søger at spejle Grace Kellys personlige udvikling i sit nye hjemland med den politiske udvikling for Monaco.
Men enhver troværdighed tabes på gulvet, når han lader Graces sentimentale tale ved et velgørenhedsarrangement være årsag til, at der ikke udbryder krig mellem Frankrig og Monaco! Man har naturligvis fra start taget det forbehold, at filmen kun er inspireret af virkelige begivenheder, men alligevel!
Med et indledende citat fra Grace Kelly, der går på, at eventyret om hendes liv i sig selv er et eventyr, lægger man nemlig op til, at nu skal vi lære den virkelige GRACE OF MONACO at kende, og hvad får vi: En Nicole Kidman, der kun i glimt ligner den abdicerede Hollywood-dronning Grace Kelly og som filmen igennem kæmper med at dæmpe sit livlige kropssprog og sin accent, men desværre forgæves. Hendes forsvar for fyrstinden bliver dog at foretrække fremfor filmens øvrige præstationer.
Store skuespillere som Frank Langella og Derek Jacoby kan man ikke bebrejde, at de spildes i meningsløse biroller, men den aldrende gadedreng Tim Roth virker fatalt fejlplaceret som Monacos fyrste. Værst er Parker Poseys portræt af assistenten Madge, en åndsvag karikatur, der synes inspireret af “Ilse, hunulven fra SS”.
Så på trods af de kostbare omgivelser og et par flotte kjoler, så er der noget tarveligt og frem for alt dumt over GRACE OF MONACO, som virkelighedens Grace Kelly med garanti ville have hadet. Intet under, at hendes familie har taget kraftigt afstand fra filmen. Man må håbe de danske biografgængere gør det samme.
