★★★★★☆
Engelsksproget teater i Danmark synes at have fået et kvalitetsløft i løbet af få måneder med forestillinger som WIT og THE DINING ROOM. Og for Vivienne McKee er forestillingen DON’T MENTION HEMINGWAY et karrieremæssigt højdepunkt, der understreger hvor god en skuespiller, hun efterhånden er blevet. Tidligere på sæsonen morede hun i Fredericia Teaters veloplagte musical “Young Frankenstein”, og som krigskorespondenten Martha Gellhorn får hun virkelig mulighed for at vise sine evner som
karakterskuespillerinde.
Skrive kan hun også, og teksten tager os på en rejse gennem det forrige århundrede med fin fornemmelse for både tid og ånd. Stykket kan minde lidt om monologen “Den enestående Dorothy Parker”, som Bodil Kjer forgyldte for mange somre siden på Rialto Teatret, og sørme om Dorothy Parker ikke også dukker op her i lighed med præsidentfruen Eleanor Roosevelt og naturligvis Hemingway. Sidstnævntes forfatterskab var en inspiration for Martha Gellhorn, længe før hun mødte og giftede sig med ham, men han endte med at stjæle hendes job og begge tog de livet af sig.
Der er med andre ord spændende historisk materiale om markante personligheder indeholdt i teksten, men størst indtryk gør alligevel Gellhorns beskrivelse fra krigszoner og mødet med en koncentrationslejr. Vivienne McKee giver på forbilledlig vis disse passager såvel vægt som nødvendighed.
Hendes imponerende sprogfornemmelse kommer også publikum til gode flere gange undervejs, og hendes dynamiske fremstilling af Martha Gellhorn keder aldrig, selvom halvanden time nok er i overkanten af hvad mange unge kan klare på et teatersæde til en tekst af denne type. Sprogligt ligger den også i den mere udfordrende del
af skalaen, og gudskelov for det, for man har svært ved at forestille sig Gellhorn – eller for den sags skyld Vivienne Mckee – som sproglig amatør.
