★★★★☆☆
Fire skæggede mænd over deres første ungdom indtager Dansehallerne og låner deres veltrænede kroppe til en kraftbetonet danseforestilling, der meget passende hedder MEN. Forinden skal vi overvære nogle ret ligegyldige optagelse af herreansigter, der prøver at holde vejret under vand. Det virker nu mest som pausefisk, der skal forhindre, at selve dansen bliver afbrudt af forsinkede gæster.
Men når først det “mentale eksperiment af snæversynede mænd” rykker ind i salen vokser forestillingens kunstneriske værdi. Det skyldes ikke mindst en fornem lyssætning, der med yderst enkle virkemidler herunder fire mobile og let gennemsigtige lyskasser kaster et drømmeagtigt skær over de fysiske udfoldelser.
De fire dansere kan deres kram og presses heldigvis også af koreografen Edhem Jesenkovic ud i nogle aparte spasmeagtige bevægelser af en art, vi ikke er forvendt med. Alle danserne ender dog i lyskasserne, og da de først er havnet der,forsvinder lyset lige så stille. Undervejs må danserne dog kæmpe med en enerverende elektronmusik samt brudstykker af interviews med mentalt forstyrrede kulturpersonligheder som Marlon Brando og Alfred Hitchcock.
Men forestilling fungerer stærkest i de stille passager, hvor lyset får ro til at kærtegne dansernes kroppe til tonerne af afdæmpet klavermusik. Da fortager de til tider noget prætenciøse intentioner sig, og selve dansens væsen bliver for alvor synligt.
