★★★★☆☆
Behøver man overhovedet kulisser og rekvisitter for at lave teater? Næh, det gør man strengt taget ikke hver gang, men man bør da kunne forvente det af en national scene. Derfor virker det ret pinligt, når man i programmet igen forsøger at retfærdiggøre sine valg rent kunstnerisk, når der tydeligvis ligger økonomiske motiver bag. Det så vi med Operahusets tre Shakespeare-operaer i samme scenografiske ramme, og nu ser vi det igen på Skuespilhusets store scene.
Efter den gyselige “Macbeth” og den sødmefyldte Shakespeare-collage “Sonetter” har man ikke overraskende valgt igen at gå collage-vejen, og vi får denne gang et patchwork af store Shakespeare kvinder – fra Ofelia og Julie til Desdemona og Cleopatra. Sidstnævnte fortolkes fortryllende af det store talent Danica Curcic, så man ville ønske, at hun i stedet havde fået lov til at spille hele rollen. Og det blev netop frustrationen ved denne opsætning. Vi fik en god times smagsprøver, som dog aldrig gjorde det ud for et ordenligt måltid.
Men den unge instruktrice Maria Kjærgaard Sunesen får spillegløden frem i sine fire medvirkende, og både Signe Egholm Olsen og Helle Fagralid mestrer det lidenskabelige. Det gør Kirsten Olesen naturligvis også, og da hun desuden synes at have et vokalt forspring, bliver hun forestillingens dramatiske centrum. Højdepunktet indtræffer, da Olesen står alene på scenen under en ensom lille lampe og lader Shakespeares ord tale til os. Da indser vi, hvad det Kongelige Teater kan opnå, når man for alvor tror på een skuespiller og een tekst.
