★★★☆☆☆
Kasper Leisner har på få år placeret sig blandt Mungo Parks mest markante skuespiller trods en spektakulær fiasko som
“Otello”.
Nu er han i mere end een forstand centrum i forestillingen NORDSKOVEN, der p.t. gæsterspiller i Lyngby Kulturhus, og det kunne der meget vel være kommet en ulidelig forestilling ud af. Men takket være en i al fald tilsyneladende oprigtig
præstation af Leisner og Tue Bierings iderige iscenesættelse tager vi Leisners lidelseshistorie til os.
Med på scenen har han kollegaen Peter Christoffersen, som slider i det med et væld af skikkelser fra Leisners brogede liv
uden dog på noget tidspunkt at opnå samme dybde som Leisner. Men et langt stykke af vejen fungerer han også som pauseklovn, og som sådan lever han op til opgaven. Men han har svært ved at tage sine kvinderoller 100 procent alvorligt og det er synd, for det ville have styrket dramaet.
NORDSKOVEN er tekstmæssigt ingen landvinding men den får fortalt en del sandheder om et moderne skuespillerliv versus diverse personlige problemer. Og den gør det med mere end et anstrøg af originalitet.