★★★★★☆
Kan man lave musicalen MISS SAIGON i dag? Er skildringen af asiatisk kultur håbløs forældet og kræver enhver opsætning etnisk akkuratesse? Det Ny Teater svarer heldigvis ja til det første og nej til de to sidste.
Når det er sagt, fortjener Det Ny Teater ros for at have gjort en stor indsats for at besætte mange af rollerne med skuespillere, der låner etnisk troværdighed til historien. Det bør ikke være et krav til en opsætning, men når det kan gøres så godt som her, så bliver den en udpræget gevinst for forestillingen.
Iscenesætter Lisa Kent, som dansk teater alt for ofte har taget som en selvfølge, får os til at tro på historien og giver forestillingen liv. Paul Farnsworths storladne sceneografi og socialt definerende kostumer understreger tydeligt kontrasterne mellem østen og vesten.
De dokumentariske optagelser på storskærme understøtter sentimentalitetens kraft som bindeled i den melodramatiske historie, der i den henseende ikke står tilbage for operaen Madame Butterfly. Men billedet af de forladte børn vidner også en grusom uansvarlighed, som vesten var alt for længe om at erkende.
Linda Arunee Olofsson spiller og synger titelrollen med en ægte renfærdighed, der overvinder alle forhindringer og elegant dirigerer udenom rollens rørstrømske faldgruber. Christian Lund er hende en værdig partner i rollen som Chris, og forener dramatisk tyngde med fløjlsblød skønsang. Har han nogensinde været bedre? Næppe.
Kim Hammelsvang er en af musicalbranchens slidere, og har arbejdet sig op fra småroller til stjernerollen som den kyniske Engineer. Kim Hammelsvang mestrer dekadencen i denne Engineer, men giver også plads for det sølle. Han er blevet behandlet som en hund hele sit liv, og har levet et liv uden ægte kærlighed. Men han har overlevet på en falsk drøm, The American Dream, og det er i grunden både komisk og tragisk. Rollen som Engineer synes at være den rolle, som Kim Hammelsvang har arbejdet henimod hele sin karriere, og på Det Ny Teater viser han, hvor velfortjent, det er, at han nu endelig har fået denne store chance.
Gerald Santos er fortræffelig som Thuy – både dramatisk og sangligt, og så får den lille Oskar Nguyen Phan vakt forældrefølelser i enhver i rollen som Tam. Hvis Chris og hans viv Ellen (en velsyngende Alexandra-Yoana Alexandrova) ikke vil adoptere den lille Tam, så vil publikum på Det Ny Teater!
MISS SAIGON er endnu en sejr for Det Ny Teater, men den er mere end det. For etnisk diversitet har her en afgørende betydning. Claude Michel Schönbergs sange viser sig tilmed levedygtige på Det Ny Teater, hvor Per Engstrøm er kapelmester for et velfungerende orkester. En sjælfuld solosaxofon sniger sig muligvis ind i drømmene om en bedre verden, når det igen blive sengetid.
(Michael Søby)
