★★★★★☆
Teater Nordkraft markerer dansk teaters 300-års jubilæum med en ambitiøs og tankevækkende forestilling med titlen KONGERNES FALD. Glem alt om Johannes V. Jensens "Kongens fald" og speedway-filmen "Kongernes fald", for Teater Nordkraft stiller i stedet skarpt på fiktionens og virkelighedens magtmenneskers storhed og fald.
Med iscenesætter Nicolei Faber som kunstnerisk guide begynder vi vor tidsrejse i det gamle Grækenland. Her møder vi meget nordjyske udgaver af Kong Ødipus (Thomas Nielsen) og Kong Kreon (Jakob Hannibal), der begge giver begrebet skæbnens ironi et interessant perspektiv.
Shakespearske dramaer om Julius Caesar, Kong Richard III og Kong Lear viser os, hvordan Brutus lader sig forblændede af den magt, han ikke har, hvordan Richard III ikke er bleg for at dræbe børn for at fastholde sin kongemagt og hvordan Kong Lears forsøg på at manipulere med sine døtre giver fatalt bagslag.
Størst indtryk gør dog den kvindelige magthaver, Dronning Elizabeth I, der ligesom Richard III blev født langt fra magtens tinde, men som endte med at erobre magten for så at sidde på den i næsten et halvt århundrede. Laura Kolds afsluttende monolog dokumenterer, hvor magtfuld en skuespillerinde, hun efterhånden er blevet.
Hun formår også at vise sit komiske talent umiddelbart efter i rollen som Solkongens særdeles kærlige mor. Intet under at moderens snotforkælede knægt med den rigteligt veludviklede moderbinding blev til den storladne men også ret selvfede Ludvig 14 – morsomt gestaltet af Jakob Hannibal.
Lærke Schjærff Engelbrecht har fået tildelt den svære rolle som Hitler. Selvom hun gør, hvad hun kan med det givne materiale, bliver scenen aldrig rigtig god, for det tekstmateriale, som Nicolei Faber, skuespillerne og dramaturg Pernille Kragh alle har bidraget til, for een gang skyld ikke slår til.
Til slut føres vi op til vores tid, og får således en lydcollage, hvor man genkender både Obamas og Mette Frederiksens stemmer. Om deres brug og eventuelle misbrug af magt kan måle sig med de blodige kongers mord kan man i den grad diskutere, men det skal man måske være mink for at kunne vurdere.
Scenografen Christian Albrechtsens flotte trækarrusel udnyttes fikst et langt stykke af vejen, og Nicolei Fabers iscenesættelse forekommer mere heltstøbt end Odense Teaters mere end dobbelt så lange kongedrama-marathon tidligere på sæsonen.
Musikvalgene synes ganske vist ret klichétunge, men KONGERNES FALD får os alligevel til at genkende magtmenneskers særlige kendetegn og det kan kun være sundt i vor tid. En bedrift for det lille nordjyske teater er det unægteligt.
(Michael Søby)
