★★★☆☆☆
Trods titlen LAST CHRISTMAS skal man ikke forvente nogen upbeat julestemning som i Wham-sangen eller eller romantiske kærlighedsforviklinger som Emma Thompson-filmen af samme navn.
Odsherred Teaters juleforestilling fremstår nærmest som en form for anti-julestemning, der minder os om alle de mennesker, for hvem julen ikke nødvendigvis er glædelig og måske endda den sidste?
Det er en god ide at lave en juleforestilling, hvor fokus for en gang skyld ligger udenfor kernefamilien, og målet har været at lave en "bittersjov teaterkoncert."
Desværre fremstår forestilling mere "bitter" end "sjov", og den generelle tristesse har også forplantet sig til scenografien. Lisbeth Burian bruger ellers juletræsfødder med stor opfindsomhed, men scenebillederne er næsten ligeså deprimerende som kostumerne.
Men når Henrik Ipsen sidst i første akt lufter fløjlsstemmen, så indfinder poesien sig alligevel, og når Mei Oulund synger om endnu en ensom jul, så brænder forestillingens budskab igennem.
Isa Marie Henningsen har alle forudsætninger for at kunne synge "All I Want For Christmas", men det er som om, at iscenesætter Leiv Arne Kjøllmoen ikke rigtig tør give livsglæden plads af frygt for at svigte det seriøse budskab, og det er synd. For netop kontrasterne ville have være livgivende i denne forestilling.
Titelsangen "Last Christmas" bliver ligefrem et antiklimaks, og enhver ensom eller livstræt sjæl, der oplever denne traurige udgave, kan kun få det værre.
Martin Ullits Dah alias Prins Nitram bliver på mange måder forestillingens lyspunkt – ikke mindst på grund af sin alsidig musikalitet – i en desværre rigelig dyster teaterkoncert.
(Michael Søby)
