BONES AND ALL

★★★★★☆

Luca Guadagnino vandt tidligere på året instruktørprisen på Venedig Filmfestivalen for sit originale bud på gysergenren. Temaet synes umiddelbart at være kannibalisme og bringer mindelse om den makabre kærlighedshistorie fra Tyskland, der dannede grundlag for et af teaterårets mest chokerende oplevelser, "Kannibalen", der snart kan ses på Blagaard Teatret.

Men BONES AND ALL handler i lige så høj grad om det rush, man får, når man giver efter for sit behov, sin lidenskaber og sin besættelse, kunne egentlig ligeså godt have haft narko eller sex som udgangspunkt.

Taylor Russell ("Waves"), modtager af Marcello Mastroianni-prisen som bedste unge skuespiller på Venedig Filmfestivalen, gør indtryk som den unge pige, der ikke kan styre sin længsler og hun bliver for alvor til fare for sine omgivelser, da hendes far forlader hende og overlader hende til sig selv.

Den unge pige begiver sig derfor på en længere tur i håb om at finde den mor, som hun aldrig har kendt og som forlod hendes, da hun var helt lille.

Hun forfølges af en mystisk ældre mand, der ligesom hende lider af blodtørst. Han spilles blændende spillet af Oscar-vinderen Mark Rylance ("Bridge of Spies"). Men det er først, da hun møder en forpint ung blodsuger (karismatiske Timothée Chalamet) at hun finder sin soulmate.

Som vor tids svar på Bonnie og Clyde bliver en alvorlig trussel for trygheden, og bliver derfor udstødt af samfundet. Timothée Chalamet forbinder forbilledeligt den neurotiske ungdommelighed med en tvetydig seksualitet, så man genkalder James Deans sårbarhed og skrøbelighed, men Timothée Chalamet er alligevel helt sin egen. Vi følger både hans spirende forelskelse og hans fatale indflydelse med bævende hjerte.

Trent Reznor and Atticus Ross har begået en potent musikside, der opildner vores interesser for historien, og fotografen Arseni Khatchaturan sørger sammen med filmens instruktør for den visuelle skønhed trods de blodige hændelser.

BONES AND ALL burde nok havde fået en dansk titel (f.eks. "Med hud og hår") og er ikke blot filmsæsonens hidtil bedste gyser, men også en af de smukkeste og mest bizarre kærlighedshistorier i år.