★★★☆☆☆
Den flere gang Oscar-belønnede Alejandro González Iñárritu er efter 7 år atter aktuel med en personlig film, der ikke ligner nogen anden. Men denne gang vækker værket ambivalente følelser, fordi det bærer præg af en desillusioneret mesterinstruktørs kunstneriske krise.
Anslaget er storslået og behandler nådesløst den til tider problematiske relation mellem USA og Mexico, som Iñárritu selv har været vidne til det meste af livet. Det betændte forhold skildres via en berømt mexikansk journalist, der vender tilbage til sit hjemland med sin familie, kun for at opleve en verden i værdipolitisk forfald.
Den spanskfødte mexikaner Daniel Giménez Cacho spiller ham med kun til tider indestængt frustrationer. En både dygtig og begavet præstation, men ikke videre charmerende, og det bliver et problem i en film på næsten to timer og 40 minutter.
Det lykkedes dog for Alejandro González Iñárritu at skabe et univers med i sandhed magiske sekvenser. Vi befinder os i en tid, hvor børn nægter at blive født, men i stedet søger tilbage til deres mødres maver, fordi de ikke bryder sig om den verden, de fødes i.
Iñárritu kalder selv sin film for en falsk fortælling om en håndfuld sandheder, og det giver faktisk god mening. Men BARDO er også blevet en anstrengt og irriterende film, der har øjeblikke med ægte genialitet og uforglemmelige billeder, men også mange vandre-scener, der ikke altid synes at tjene et højere formål.
BARDO er både en film med et ekstremt højt ambitionsniveau og et stort verdensbillede, men ikke desto mindre er den så udmattende, at man i al fald ikke skal gense den lige med det samme. Og dermed en smule skuffende i forhold til instruktørens øvrige film, der omfatter mesterværker som "Babel", "Birdman" og "The Revenant".
