★★★★☆☆
H. C. Andersen nåede at bo mange steder, bl.a. i Nyhavn 18, så naturligvis må Bådteatret, der ligger lige skråt overfor lave en forestilling om den store forfatters livsrejse med udgangspunkt i hans eventyr.
Andersens digte og dagbøger indgår også i forestillingen, og iscenesætteren Rolf Heim inddrager de fire skuespilleres personlige erfaringerne i mødet med H. C. Andersens forfatterskab. Signe Kærup Dahl, Jens Gotthelf, Yulia Lystbæk og Astrid Kjær Jensen viser sig at have vidt forskellige tilgange i stoffet.
Yulia Lystbæk fik f.eks. som barn en fin intro til H. C. Andersen af sin russiske skuespillerfamilie, ikke mindst faderen, der også var dukkermager. Jens Gotthelfs erindringer knytter sig til barndommens mareridt, men også til de første spæde skridt ind i skuespillerfaget iført Charlie Chaplins velkendte bowlerhat.
Chaplin-musik indgår også i forestillingens lydspor i lighed med Danny Kayes udgave af "Den grimme ælling" fra musicalen "Hans Christian Andersen" (på dansk "H. C. Andersen) fra 1952.
Eventyr som "Tepotten", "Snemanden", Grantræet", "Skyggen" og ikke mindst "Historien om en moder" vækker tydeligvis stadig dybe følelser hos såvel fortolkere som publikum den dag i dag.
Men det er de mærkelige mørke dukker, der giver forestillingen dens særpræg, og en næsten uhyggelig vellignende H. C. Andersen-dukke i betragtelig størrelse gør ironisk nok forestillingen ganske uegnet for mindre børn.
Scenografen Jonathan Svante Hjorth har atter engang tryllet med den lille teaterrum og skabt den hurtigste hånddrevne drejescene, man kan mindes at have set.
Som i et cirkus skiftes der mellem illusion og virkelighed, men der skal blot en knytnæve til at bryde væggen mellem de enkelte scener. Det stadig højere tempo leder tanken hen på Jacques Brels hypnotiske karrusel-vise. Vi befinder os tilsyneladende i en verden i opløsning, hvor de indre og ydre dæmoner får frit spil.
Man kunne ønske sig, at Bådteatret også ville skabe forestillinger med mindre dystre dukker, voksenteater behøver ikke altid at være mørkt og dyster, bare fordi fremtidsudsigterne er det.
Men man glæder sig atter over den fantasi og kreativitet, der også denne gang præger den lille let gyngende scene på Bådteatret.
(Michael Søby)
