★★★★☆☆
Forestillingens titel refererer til et mindesmærke for de over 10.000 jøder, der blev henrettet som følge af nazisternes invation i Ungarn. Den alvorlige baggrund finder genklang i såvel Anders Koppels melankolske musik og Ulla Koppels følelsesfulde ord, og vi mærker, at der er noget dybt personligt på spil i Valbys kulturhus.
Så bærer man gerne over med det noget svigende lydniveau og nogle til tider lidt bastante (sang-)tekster. For engagementet er til stede, og dramatikeren Ulla Koppel, der også har stået for iscenesættelsen, har formået at formidle dette engagement til samtlige medvirkende.
Den talentfulde Magnus Christensen viser smukt udviklingen fra forelsket ung mand til disillusioneret flygtning, og Mira Noltenius har rørende øjeblikke, da hun tror, at hun har mistet sin elskede.
Christine Schøtt formår at få spil og sang til at smelte sammen til en dramatisk helhed som den unge mands mor, og man ærgrer sig lidt over, at Lene Poulsen ikke i højere grad bruger stemmens mørke klange til at understøtte de stærke dramatiske udtryk i rollen som pigens mor.
Søren Højen udstråler en passende sårbar integritet som idealistisk ung studerende, mens Ditlev Ulriksen og Louise Norby primært udmærker sig som sangere.
Sara Koppels betagende animation skaber sammen med musikernes lidenskabelige formidling af de sjælfulde toner en velgørende sanselig ramme for forestillingen, som også synes at forplante sig til de medvirkende.
SKOENE VED FLODEN behøver derfor ikke minde os om nutiden, vi kan sagtens selv oversætte fortidens rædsler til de grusomheder, der p.t. finder sted i Ukraine.
Men vi er Ulla og Anders Koppel taknemmelige for at give os SKOENE VED FLODEN, for den historie må aldrig glemmes.
(Michael Søby)
