★★★★★☆
Timing kunne ikke være bedre. Næsten samtidig med at Putins atomtrussel er rykket uhyggeligt tæt på vores lille land, har Det Kongelige Teater premiere på Michael Frayns Tony-belønnede stykke KØBENHAVN (også kendt som "Copenhagen").
Frayn var i mange år mest kendt for den geniale farce "Noises Off" (i Danmark bl.a. kendt som "Larm i kulissen"). KØBENHAVN er derimod et drama baseret på et autentisk møde i vor hovedstad anno 1941: To atomfysikere, tyskeren Werner Heisenberg og den dansk-jødiske Niels Bohr – samt dennes hustru Margrethe.
Betty Nansen Teatret sikrede sig sensationelt rettighederne til en dansk opførsel i 1999 – kun et år efter verdenspremieren på Royal National Theatre i London, og et år før Broadway-premieren på The Royal Theatre i New York. Peter Langdals enkle sublime iscenesættelse og tre lysende skuespillerpræstationer af Søren Pilmark, Henning Moritzen og Lily Weiding gjorde den danske førsteopførelse af KØBENHAVN til sæsonens største teaterbegivenhed.
I den nye opsætning på Skuespilhusets Store Scene bruger iscenesætter Anja Behrens Steffen Aarfings scenografi til at forklare komplekse videnskabelige processer bl.a. med lamper. Men også Heisenberg og Bohr bliver brugt til at illustrere den proces, der kan udløse en atomsprængning. Disse greb resulterer på ejendommelig vis i en mere intellektuel og didaktisk forestilling end ved den danske førsteopførelse.
Men heldigvis sørger tre helt formidable skuespillerpræstationer for, at det menneskelige drama står i centrum. For er KØBENHAVN alt andet lige i al fald også en slags far-søn historie.
Jens Jørn Spottags portræt af Niels Bohr hører blandt højdepunkterne i en teaterkarriere, der bliver ved med at overraske. Vi tvivler aldrig på Bohrs format, og selvom han er en umiddelbar høflig og venlig mand, der tillidsvækkende ryger pibe, så afslører hans skarpe blik og hans mindst ligeså skarpe replik, at man skal ikke undervurdere den aldrende og mere skeptiske Bohr.
Siden Frayn skrev sit stykke er der kommet flere detajler frem, der understreger, at Bohr ikke delte Heisenbergs opfattelse af mødet i 1941, og Frayn har senere lavet nogle smårettelser i teksten, som indikerer dette. Bohr fastholder, at Heiselberg betragtede A-bomben som et realitet ligesom han var overbevist om, at tyskerne ville vinde krigen. Han søgte ikke tilladelse hos Bohr til at kreere den, men måske en form for moralsk tilgivelse – faderens velsignelse.
Mikkel Arndt har aldrig nogensinde været bedre end som Heisenberg. Det ariske overmod overdrives ikke på noget tidspunkt, men tværtimod ser vi sønnen, der higer efter faderens kærlighed, uden at kunne indse, at den politiske udvikling og de valg, man træffer som følge af den, kan skille en far fra en søn for altid. Der er en fanatisme og en desperation i denne Heisenberg, som gør ham både uhyggelig og ynkværdig.
Karen-Lise Mynsters Margrethe, der ligesom Bohr havde holdt af ham som en søn, ser hans ankomst i 1941, som et udtryk for at Heiselberg vil demonstrere sin overmagt. Det nye Tysklands store videnskabelige helt overfor den semijødiske Bohr, hvis liv meget let kunne være kommet i fare i tiden efter 1941. Mynster spiller Margrethe med en overraskende modernitet og betydelig mere udtalt vrede – også i kropssproget og mimikken – end Lily Weiding, der trods uhyre bestemte udsagn vedblev med at være frue.
Mynsters Margrethe er derimod helt sin egen – og hvilken der er mest korrekt, kan diskuteres ligeså længe som mødet mellem de to videnskabsmænd. Frayn har givet KØBENHAVN en form for Rashomon-struktur, hvor alle synspunkter bliver hørt, og hver enkel må drage sine egen konklusioner.
Derfor bør man fluks løse billet til en begavet teateraften af de sjældne i Skuespilhuset.
(Michael Søby)
