★★★★☆☆
"Ord er overflødige" står der på en lang række plakater, som Hjørring Kommune på temmelig kluntet vis har hængt op lige overfor Vendsyssel Teaters hovedindgang. Hvis der er noget, der er overflødigt, så er det den slags kampagner, og Hjørring Kommune bør fluks sende en fed check svarende til det beløb, som kampagnen har kostet, til Vendsyssel Teater som undskyldning.
For hvis der er noget Vendsyssel Teater har bevist, så er det netop ordenes vigtighed, og et stykke ny dansk dramatik med titlen LØNSTRUP LADIES får således en luksusbehandling med spektakulær scenografi og flotte kostumer på teatrets største scene.
Den flere gange Reumert-nominerede dramatiker Rhea Leman har skrevet et hjertevarmt stykke om en gruppe kvinder fra Lønstrup. Det meste af første akt går med at introducere disse kvinder for os, og da første akt er slut, har vi hygget os i kvindernes selskab, men er dog uforstående overfor, hvorfor lige netop disse kvinder skulle være genstand for en teaterforestilling.
Men efter pausen falder brikkerne på plads, og man indser, at det i høj grad er det almene i disse kvindeskæbner, som interesserer.
En ung kvinde (talentfulde Nanna Voss) vender tilbage fra det store udland for at deltage i begravelsen af en gammel slægtning og for at bese det hus, hun har arvet. Her finder hun en række videooptagelser af de kvinder, der har præget husets historier igennem det meste af et århundrede.
Vi møder Ruth (en energisk og sine steder overgearet Anna Ur Konoy), der drømmer om at blive filmstjerne, men som må nøjes med en affære med en af Al Capones lakajer og en ufrivilig graviditet. Hendes livsveninde Grethe (en afdæmpet Marie Mondrup) forelsker sig i sin 40 år ældre musikerlærer, der forfører hende. Da Grethe endelig finder en ny mand, stjæler han hendes penge.
Lone Rødbroe spiller adoptivdatteren, der har levet med den samme mand hele livet, selvom han ikke nødvendigvis har været hendes livs kærlighed. Lone Rødbroe spiller i første akt primært den joviale type, som hun lidt for ofte ender med at spille. Men efter pausen får hun ikke blot mulighed for at vise flere dramatiske udtryk, da hendes karakter Agnes konfronteres med sin rigtige mor, men også rent vokalt kommer der en tyngde i spillet, vi ikke har set før.
Scenen kan meget vel være det bedste, som Lone Rødbroe nogensinde har fået mulighed for at lave på en scene – både når hun viser Agnes’ dybe desperation efter at kende sandheden, men også hendes smertefulde afklaring – i håb om at kunne komme videre.
Forestillingen byder også på et yderst velkomment teater-comeback for den tidligere Henkel-prismodtager Charlotte Bøving, der p.t. er aktuel som adoptivmor i filmen BAMSE, og som her yder endnu en mesterlig birollepræstation som følelsesmæssig forkrøblet moderdyr, der tydeligvis selv er offer for en barsk opvækst.
Vi får også et kærligt gensyn med teaterveteranen Hanne Laursen, og forestillingens to mænd har også deres øjeblikke, Peter Gilsfort som stedkendt olding og Caspar Juel Berg som elegant danser. Men de mandlige karakterer synes ikke at have interesseret Rhea Leman denne gang.
Iscenesætter Ina-Miriam Rosenbaum formår ikke blot at lokke gode præstationer ud af de medvirkende, men får dem også til at virke som et ensemble, og det er vigtigt i denne sammenhæng.
LØNSTRUP LADIES tjener også som påmindelse om, at aldrende skuespillerinder (jo, denne benævnelse bør forblive i det danske sprog) stadig har en masse at bidrage med på en scene, det handler simpelthen bare om at give dem rollerne.
(Michael Søby)
