★★★☆☆☆
Der blæser nye vinde i Cannes og de er ikke just behagelige. Sidste år gik guldpalmen på filmfestivalen i Cannes til den feministiske voldsfilm TITANE, og i år valgte man noget overraskende at tildele svenskeren Ruben Östlund guldpalmen for den kvalmende TRIANGLE OF SADNESS, selvom han for kun få år siden modtog samme pris for "The Square". Tidligere gav med guldpalmen til filmværker med substans og tyngde, som f.eks. Réne Cléments "Forbudte lege" og Emir Kusturicas "Underground", men nu synes det snarere at være de overhypede og effektjagende film, der når til tops.
TRIANGLE OF SADNESS lægger sig i slipstrømmen af den sydkoreanske "Parasite", det første af de socialt funderede filmiske klasseoprør, der har præget filmmarkedet de sidste mange år.
Den mandlige hovedkarakter i den svenske guldpalme-vinder er en forkælet og fremmedgjort mandlig model spillet af en velplaceret Harris Dickinson ("Beach Rats"). Efter en optakt i den overfladiske modeverden, følger vi ham ombord på en luksusyacht sammen med sin påholdende veninde. Yachten har også besøg af mange rigmænd herunder Zlatko Burics bizarre russiske multimillionær.
Men noget er galt ombord. Kaptajnen – grotesk fremstillet af Woody Harrelson – foretrækker tilsyneladende at drikke sig i hegnet i sin kahyt, så hans ansatte – en effektiv Vicki Berlin – må klare ærterne. Et uvejr og nogle pirater vender dog op og ned på alt – og såvel lort som opkast sprøjter ud den arrogante overklasse, der ellers plejer at slå tiden ihjel med diverse former for magtdemonstrationer.
Skibet forliser og snart må de overlevende kæmpe for overlevelse på en øde ø. Et nyt hieraki opbygges ikke ulig "Fluernes herre", men nu er det de nyttige, der har magten. For den unge mandlige model er verden dog den samme, han skal stadig sælge sig selv, kunden er bare blevet en anden.
TRIANGLE OF SADNESS har på konceptplan en vis originalitet, og Ruben Östlund besidder både vovemod og panache. Men når vi først kommer ud på øen, så ved han tilsyneladende ikke rigtig, hvad han skal stille op med sine medvirkende. Pointerne forekommer lige lovlig entydige og den kompleksitet, vi finder i beslægtede værker som "Parasite" og "Fluernes herre", er ikke til stede her. Vi begynder at kede os.
Filmen fuser lige så stille ud i en decideret utilfredsstillende slutning, der understreger, at TRIANGLE OF SADNESS i bund og grund er ligeså overfladisk som de casting sessions, vi er vidne til i starten.
