★★★★★☆
Reprise Teatret – også kendt som Reprisen – er et ualmindeligt hyggelige biografteater i Holte. Stedet egner sig i den grad også som teater, og det er nu kommet Teaterforeningen Katusha til gode. De gæsterspiller nemlig med en dramatisering af
Svetlana Aleksijevitjs KRIGEN HAR IKKE ET KVINDELIGT ANSIGT, der indbragte den ukraiske forfatterinde Nobel-prisen i litteratur for få år siden.
Forestillingen, der egentlig havde premiere i 2019, har næppe nogensinde været mere aktuel.
Pia Rosenbaum har selv bearbejdet teksten og iscenesat med integritet, intelligens og empati. Hun agerer selv forfatterinden, der kæder kvinders rædselsvækkende krigsoplevelser sammen til en frygtindgydende krigsmosaik.
En række af vor lands fineste skuespillerinder formidler disse krigshistorier med både nænsomhed og styrke, og de fortjener alle at blive nævnt:
Marie-Louise Coninck, Anne-Lise Gabold, Lisbeth Gajhede, Benedikte Hansen, Solbjørg Højfeldt, Hanne Jørna, Lotte Olsen, Sonja Oppenhagen, Kirsten Peuliche, Birgitte Raaberg, Bodil Sangill, Malene Schwartz, Inger Sofie Skovbo, Elsebeth Steentoft, Hanne Uldal, Lene Vestergaard og Merete Voldstedlund.
Scenografen Thomas Kolding og videokunstneren David Matschofsky har skabt nogle fabelagtige semi-abstrakte billeder, der danner en nærmest fuldendt symbiose med de mange hjertegribende fortællinger.
Allersmukkest er nok Pia Rosenbaums beretning om en moder, der efter krigen bliver genforenet med sin lille søn, som forveksler hende med den far, der formodentlig er faldet i krigen.
Trods lidt lydknas undervejs fremstår KRIGEN HAR IKKE ET KVINDELIGT ANSIGT som en af årets mest bevægende og relevante teatertimer.
(Michael Søby)