★★★☆☆☆
Den danske film TUSIND TIMER rammer biograferne uden noget gigantisk reklamebudget i ryggen. Men det er alligevel en film med visse kvaliteter, selvom den aldrig opnår det dramatiske momentum, som instruktøren Carl Moberg synes at stræbe efter.
En ung pige (Josefine Tvermose) er sangerinde i et lille orkester, men da trommeslageren dør, bliver benene trukket væk under den normalt så smilende pige. Orkestret går for alvor i opløsning, da et andet gruppemedlem siger ja til en turné med et andet band, men for den unge mand (Niels Anders Manley) sker det også med ambivalente følelser, da han er lun på sangerinden, som har svært ved at håndtere sine pludselige humørskift.
Det er først, da en veninde (den fængende Alba August) hiver hende ud af den mentale selvisolation, at der begynder at ske fremskridt. Veninden insisterer på, at de skal foretage sig noget, og har brug for sangerindens hjælp til at komme videre. Sammen får de lavet den sang, som låner titel til filmen. Den er slet ikke tosset, og bliver tilmed et hit – i al fald i fiktionen.
Carl Moberg har samlet et sympatisk hold skuespillere: Josefine Tvermose når dog ikke helt ned i den dybe smerte, men der er også lidt for mange søde smil og hånden-gennem-håret scener. Man ville ønske, at hun ikke for enhver pris skulle se godt ud hele tiden, da det undergraver filmens diskrete alvor.
Bedre går det for Niels Anders Manley, der er yndig i sine kejtede forsøg på at nærme sig den pige, han holder af, og som han slet ikke kan lade være med at savne.
Alba August leverer filmens bedste præstation som den kontante og vitale veninde, men også Hanne Hedelund som hendes tilbeders religiøse jyske mor gør indtryk. Scenen, hvor moderen mødes med sønnen, afslører en rystende tomhed i deres forhold, og bliver ligefrem et højdepunkt i filmen. Også de sædvanligvis seværdige Kenneth M. Christensen og Jesper Lohmann formår også denne gang at markere sig positivt i biroller.
Så selvom TUSIND TIMER ikke forekommer ganske vellykket, kan man faktisk godt bruge lidt tid på den.
