★★★★☆☆
Line Knutzon og Peter Frödin har sammen begået flere børnebøger om den lille Allan, og den allerførste, LILLE ALLAN – DEN MENNESKELIGE ANTENNE, er nu blevet filmatiseret af Amalie Næsby Fick.
Kombinationen Knutzon/Frödin er naturligvis festlig, og handlingen stikker helt af undervejs, men uden af det gør noget. Faktisk bidrager det kun til at gøre historien om LILLE ALLAN – DEN MENNESKELIGE ANTENNE endnu mere charmerende. Alt bliver pludseligt muligt.
Det vrimler med skøre karakterer i og omkring Lille Allans nye boligblok, og Peter Frödin får heldigvis selv lov til at lægge stemme til de sjoveste. Men også Jesper Christensen (som næstformanden i Tårnby Ufo-klub!), Bodil Jørgensen, Sara Fanta Traor og Anders W. Berthelsen bidrager til komikken, og så er både Nicolaj Kopernikus og hans søn Louis Næss-Schmidt blevet velsignet med gode roller, som de varetager upåklageligt.
80 minutter er ikke lang tid, men nok til at have det sjovt, og den danske animation er som altid i topklasse. Så trænger man til lidt mental aircondition sammen med den lattermilde del af ungdommen, så er LILLE ALLAN – DEN MENNESKELIGE ANTENNE en forfriskende oplevelse. En 2’er synes allerede at være i støbeskeen.