KØGE SOMMERREVY ’22

★★★☆

Det superseje revypar Michael Møller Larsen og Jeanette Larsen er efter nogle år i Rødvig rykket til Køge, der i den grad også fortjener en revy. Men måske burde parret have benytte flytningen til Køges Kulturhus til i højere grad at ryste posen? I stedet har de hyret stort set det samme hold, som gav det relativt skuffende resultat sidste år i Rødvig.

Instruktørenduoen Claus Reenberg & Nikolaj Tarp synes ikke at have den fornødne tæft for at udvælge stærke tekster, men en velspillende trio bestående af kapelmester Jan Overgaard, Lars Fabiansen på guitar, samt trommeslageren Carsten Milner Henriksen sørger heldigvis for solid musikalsk opbakning til de medvirkende. Især i den ganske originale start, hvor revyen på grund af overbookning afbrydes af diverse jubilæer.

En vis poesi tilstræbes i "Når man er fri" samt i "Bord til to", der udmærker sig ved at være en ordløs leg i en restaurant med mangel på tjenere. Et nummer som "Priserne stiger" indikerer tilmed en vis aktualitet, men igen er tekstmaterialet for spagt.

Kirsten Siggaard har stadig en gennemtrængende røst, men havde ikke en heldig aften. I et mærkværdigt sangnummer, hvori selveste Christian d. 4. dukkede op, kneb det pludselig med teksten, hver gang det blev hendes tur til at synge. Det er fair nok, at premierenerverne gør, at der ryger en replik eller to, men her smadrede det hele nummeret, at teksten ikke sad, som den skulle.

Kirsten Siggaard havde også et lidet klædeligt selvcentreret nummer, hvor alverdens skelsættende begivenheder blev sammenstillet med karrierehøjdepunkter. Bl.a. de tre Grand Prix-sejre, som hun i øvrigt ikke vandt alene, men sammen med sin daværende makker Søren.

Mette Ladekarl bidrog på premiereaftenen primært med godt humør og en nydelig sangstemme, mens veteranen Kim Brandt kunne trække på sine mange revyerfaringer og var den, der slap bedst fra at medvirke.

Peter Andersen, der for 15 år siden vandt Dansk Melodi Grand Prix med "Drama Queen", er slet ikke ueffen i et bizart nummer, hvor vor dronning får mavebesvær efter at have indtaget stærke peberfrugter sammen med Chili-Klaus! Men god smag kan man ikke beskylder tekstforfatterne for.

Efter revyen blev vi lovet, at der også vil være sommerrevy i Køge til næste år. Det må man inderligt håbe. Men det kræver helt andre kvalitetskrav – ikke mindst til tekstmaterialet – hvis vi for alvor skal tro på en ny revytradition i Køge.

 

(Michael Søby)