LEV ELSK PARIS

– LES OLYMPIADES

★★★☆☆☆

Jaques Audiard, manden bag guldpalme-vinderen "Dheepan", skuffer med sin seneste film LEV ELSK PARIS – LES OLYMPIADES.

Manuskriptet er ellers udviklet i samarbejde med Céline Sciamma ("Portræt af en kvinde i flammer") og Léa Mysius (der sammen med instruktøren Arnaud Desplechin skrev César-vinderen "Roubaix, une lumière"). Der er også tilløb til en moderne kærlighedskarrusel, men karaktererne vil ikke rigtig fænge.

Både Lucie Zhangs og Noémie Merlant spiller hver på deres måde meget selviske kvinder, som det er svært at bekymre sig om. Lucie Zhangs nymfoman betaler sin lejer for at besøge en ældre slægtning, og går i seng med en række mænd, selvom hun faktisk kun holde af een. Noémie Merlant spiller en voldelig kvinde, der forsøger at få sig et nyt liv ved at gå i seng med sin chef. Hendes problemer med fysisk kontakt synes at have sin årsag, og svaret finder hun på et pornosite på nettet.

Makita Samba er spillemæssigt det eneste forsonende element i filmen – en sympatisk fyr fanget mellem to kvinder og tilsyneladende fastlåst i sorgen efter sin far.

Man konstaterer med et vis vemod, at boligkvarteret Les Olympiades på ingen måde kan måle sig med det centrale Paris rent visuelt, og filmens dygtige fotograf Paul Guilhaume synes også at have sin force i sort-hvide portrætfotos. Rones inciterende underlægningsmusik er også et plus for filmen, men de erotiske scener virker sært gammeldags, og man mærker desværre, at de er instrueret af en ældre heteroseksuel mand med forkærlighed for bryster og kussehår.

Dermed kommer der en konflikt mellem den moderne kærlighed, instruktøren søger at skildre og hans personlige æstetiske fornemmelser, der virker umådelige bagstræberiske.

Forhåbentlig byder filmåret på andre franske filmoplevelser i byernes by, Paris – hvor hele dens overdådige visuelle charme får lov at folde sig ud.