★★★★☆☆
Susanne Lana-hittet "Hvis tårer var guld" burde være på Medinas repertoire, for hvor har det stakkels pigebarn dog grædt mange tårer. Kaspar Astrup Schröder overdoser med dem i sin dokumentar om den berømte sangerinde. I starten ligner Medinas tårer lutter selvmedlidenhed, men efterhånden må man erkende, at hun har en del at græde over.
Dårlige anmeldelser, ondskabsfuldheder i formiddagspressen og ugebladene, der hurtigt gjorde den mørke modne MEDINA til en man-eater og den blonde drengemand Christopher til kuvøseguf.
Diverse stalkere (bl.a. een, der lå i soveværelset iført hendes tøj!) påvirkede MEDINA så meget psykisk, at hun fik en ufrivilligt abort, og søsterens selvmordsforsøg kunne heller ikke undgå at påvirke hendes generelle sindstilstand.
Instruktøren Kaspar Astrup Schröder får os et langt stykke af vejen til at tro på, at MEDINA langt om længe har fået styr på sit liv. Hun synes også at være omgivet af en kærlig familie, har fået en nuttet baby og venter een til med sin søde mand.
Kaspar Astrup Schröder har tilsyneladende fået lov til at komme rigtig tæt på, og MEDINA fremstår også med en sårbar oprigtighed, der gør indtryk.
Men på eet punkt knækker filmen. Det virker besyndeligt, at problemerne med narko og alkohol end ikke berøres. Man det kan jo komme i den mere end dobbelt så lange tv-serie i 6 afsnit, der også er på trapperne. Selvfølgelig vil man som nybagt mor gerne undgå den slags omtale i medierne, men det svækker tilliden til helheden.
Musikalsk får vi mest smagsprøver på de mest personlige sange og hører om deres betydning for hende og andre. Ikke alle lydoptagelser er lige gode, og enkelte steder kniber det tilmed med at forstå alle ordene i teksten. På det punkt har alverdens MEDINA-fans et forspring, for de kender tilsyneladende de fleste tekster.
Men vi andre forlader dog filmen med en større respekt for MEDINA – kunstnerisk og menneskeligt, og det kan både hun og instruktøren være godt tilfreds med, selvom de desværre ikke når helt i mål med filmen.
