af
Erik Ingemann Sørensen
Forlaget Gyldendal
★★★★☆☆
Det bugner med litteratur, der skildrer de mange voldsomme slag under 2. Verdenskrig. I disse bøger berettes om heroisk opstand og komplet udslettelse af byer. En lidt anden tilgang til krigens gru, finder man i Erik Ingemann Sørensens bog KRIGENS SIDSTE DAGE. Bogen bygger på den folkekære og agtede journalist Frode Kristoffersens interviews og brevveksling med toneangivende nazister. Materialet blev udarbejdet i 1973. Først nu bliver det publiceret i bogform.
KRIGENS SIDSTE DAGE tegner et mere menneskeligt portræt af en række mænd, der stod bag nogle af de mest inhumane forbrydelser i verdenshistorien. Der er ikke tale om et forsøg på at formilde de medvirkendes ugerninger, men nærmere på at formidle andre perspektiver på krigen end de mere gængse og velkendte.
Undervejs supplereres teksten med velvalgte sort/hvide billeder. Det giver god mening, da de minder læseren om de rædsler den nazistiske dødsmaskine stod bag. Erik Ingemann Sørensen har på kyndig vis sørget for introducerende tekster, der sætter læseren ind i den konkrete problemstilling og historiske omstændighed. Og i sidste kapitel stilles skarpt på Tysklands tunge arv.
I første del af KRIGENS SIDSTE DAGE dedikeres meget plads til at fortælle om piloten Wolfgang Klemusch, der skulle flyve en specialkurergruppe, der skulle transportere Hitlers politiske og personlige testamente til Karl Dönitz, der var Hitlers efterfølger. Det mislykkedes dog, da gruppen ikke kunne huske kodeordet for missionen. Selve mødet med kurergruppen på den store sø Wannsee udenfor Berlin er gengivet på meget dramatisk facon.
Det mest interessante interview i bogen historisk set er med efterretningsofficeren Gerhardt Boldt. Han havde adgang til Hitlers førerbunker. Stedet hvor Hitler begik selvmord med konen Eva Braun d. 30. april 1945. I interviewet spørger Frode Kristoffersen ind til stemningen, der var særdeles trykket, og hvordan stedet fungerede som kommandocentral i krigens slutning. Læseren bliver desuden klogere på de magtkampe og intriger, der herskede i slutfasen.
Bogens mest kuriøse interview er med Erich Kempka, der var Hitlers chauffør. Han opholdt sig ligeledes i bunkeren. Kempka bliver spurgt ind til alt lige fra ventilationen, maden og Hitlers hund Blondi. Det er ikke ligefrem banebrydende historiske oplysninger, men stadig interessant med en anderledes vinkel på krigen. Modsat er interviewet med Karl Dönitz, der stod til at overtage efter Hitler langt mere signifikant.
Når man læser interviewene, er det vigtigt at huske på, at de er optaget i 1973. Der er sket meget i historieskrivningen siden, så man skal ikke tage alle udsagn for pålydende. KRIGENS SIDSTE DAGE tegner stadig et mere personligt portræt af 2. Verdenskrig sammenlignet med andre værker, hvis fokus er rettet mod krigens destruktive mekanismer. Af den grund bør bogen læses.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
