★★★★★☆
Kristian Holm Joensen har et helt særlige komiske talent, som blandt andet har fået glimrende muligheder for udfoldelse i skuespil af Ludvig Holberg og Jean-Baptiste Poquelin (alias Molière), men også i mere alvorlige forestillinger som Anna Bros "Varmestuen" på Husets Teater.
Med forestillingen MÆND I MINDRE DOSER får han atter lov til at vise talentets vingefang, og det er ikke ubetydeligt. Det er som om, at der er kommet endnu større dybde i flere af figurerne siden 2010, hvor Kristian Holm Joensen brillerede i sin egen tekst på Nyhavnsteatret Får302s lille scene.
Frede Guldbrandsens iscenesættelse garanterer vokal såvel som visuel variation, og det er ingen overdrivelse at fastslå, at Kristian Holm Joensens mestrer det hele.
Diverse dialekter og udklædninger sidder lige i skabet, men Kristina Holm Joensen har også empatien med, så det aldrig bliver ondskabsfulde karikaturer. Tværtimod formår han som de store russiske klovne pludselig at finde poesi i en situation, hvor man mindst venter det.
Lasse Lyngbo og Søren Jensen har fundet den helt rigtige musik frem til disse mænd bl.a. får vi hvad der lyder som en Føtex-udgave af Bonnie Tylers "It’s a Heartache" – et tema, der synes at være forestillingens røde tråd.
Kristian Holm Joensen formår gennem sin optræden at lade en række udkants-mennesker, som vi ikke normalt ser på scenen eller i biografen, komme til udtryk – ikke ulig dokumentarfilmen om gruppen Kandis, hvor deres fans virkelig får taletid.
Det er dette aspekt som hæver "Mænd i mindre doser" til andet og mere end stand-up pjank, og der var bestemt også begejstring at spore hos publikum i Kometen (Hvidovre medborgerhus) i de festlige men også tankevækkende fem kvarter forestillingen varede.
(Michael Søby)