★★★★☆☆
Garth Jennings måtte naturligvis lave en 2’er til animationsfilmen SYNG, der også herhjemme blev en stor succes.
To’eren er faktisk tæt på samme niveau, og den originale lydside leveres da også af dygtige folk som Reese Witherspoon, Taron Egerton, Matthew McConaughey,Scarlett Johansson og Pharrell Williams. I Danmark ydes der vitale indsatser på lydsporet af blandt andre Mads Knarreborg, Annette Heick, Torben Zeller, Emma Sehested Høeg og Andreas Jessen.
Eneste fejlskud er, at stjernerollen som Clay Calloway (en slet skjult kærlig hilsen til jazzlegenden Cab Calloway), der i filmen spilles af selveste Bono, varetages i den danske udgave af Poul Krebs…
Handlingen tager sit udgangspunkt, da den kække koalabjørn, Buster Moon beslutter sig for at skabe et nyt kæmpeshow. Kravet fra producenternes side er blot, at han skal lokke den selvpensionerede Clay Calloway tilbage til scenen, men det viser sig at være lettere sagt end gjort. Heldigvis har han gode venner som f.eks. det rockende pindsvin Ash, den hektiske gris Rosita og den flove elefant Meena, der altid er parat til at hjælpe.
I tilgift får man en række klassiske popsange i ny indpakning, så man får helt svært ved at sidde stille, når hittene for alvor bliver serveret.
SYNG 2 er en forsvarlig efterfølger, men naturligvis uden den samme nyhedsværdi som etteren. Fans af MGP for børn vil dog med garanti elske denne film, og for de voksne spiller nostalgi-faktoren en afgørende rolle.