DON JUAN

★★★★★☆

Don Giovanni alias DON JUAN indtager Operaen med en sikkerhed og selvfølgelighed, som må tilskrives forestillingens instruktør John Fulljames.

Sjældent har vi set historien om verdens mest berømte forfører fungere så godt i en moderne opsætning – fortalt med en forbilledlig dramaturgisk klarhed i Dick Birds formidable hotel-scenografi. Her vrimler det med rullende sofaer og rappe elevatorer samt diverse bebrillede hotelmedarbejdere (akademikernes livsvilkår i vor tid?). Her finder man naturligvis også en stor seng til Don Juan og alle hans gæster.

Lorenzo da Pontes saftige libretto synges på italiensk med danske overtekster, og Wolfgang Amadeus Mozarts udødelige musik varetager storartet af Det Kongelige Kapel under ledelse af Julia Jones, og såvel Operakoret som det sublime ensemble yder deres ypperste. Denne royale udgave af DON JUAN er co-produceret af Göteborgsoperan og Greek National Opera.

Titelrollen fortolkes med det helt rette fysiske og vokale esprit af Palle Knudsen. Overlegen men også uimodståelig, når han danser af lyst til det sprøjter, uden hensyntagen til ofrene og det hotelpersonale, der må rydde op efter ham. Men Palle Knudsens DON JUAN kan også synge en nænsom serenade til kvinden i vinduet, så alle hotellets kvinder synes at åbne deres vinduer en smule på klem.

Ingen synes at være mere besat af DON JUAN end den svigtede Donna Elvira. Kostumedesigneren Annemarie Woods lader hende ankomme i en gul regnfrakke med en leopardskindsklædning inden under, et perfekt fysisk afsæt for Sine Bundgaards bevidst skingre Donna Elvira.

Om det DON JUANs tjener Leporellos forklæding – eller tusmørket – eller det faktum, at kærlighed gør blind, som bevirker at Donna Elvira forveksler Morten Staugaards Leporello med Palle Knudsens DON JUAN, kan man kun gisne om, men helt troværdigt forekommer det ikke. Der bør dog ikke herske tvivl om, at Morten Staugaard også denne gang er fortræffelig som den underkuede Leporello ligesom i Katrine Wiedemanns dansksprogede opsætning af DON JUAN fra 2016.

Både Mandy Fredrich som Donna Anna og Kari Dahl Nielsen som Zerline synger pragtfuldt på denne premiereeftermiddag, og så fryder man sig over, at en række unge talenter som Reumert-vinderen Jacob Skov Andersen (Don Ottavio), Nicolai Elsberg (Kommandanten) og ikke mindst Tomi Punkeri (Masetto) får plads til at vise deres værd.

DON JUAN bliver endnu en fjer i hatten for John Fulljames, hvis musikalske nysgerrighed og udprægede gode smag vedbliver med at være en gave til Den Kongelige Opera. Hans lysende version af DON JUAN fortjener at forblive en del af Det Kongelige Teaters repertoire i de næste mange årtier.

(Michael Søby)