★★★☆☆☆
Sort/Hvid og AKT1 er gået sammen om at lave et syret show med fænomenet Britney Spears som omdrejningspunkt. Nu er Britney blevet befriet – men hvad med alle os andre? Vel har kun de færreste en dominerende far, der får sit barn umyndiggjort, men har vi ikke alle brug for at blive frigjort fra alt det pres, vort samfund vælter ned over os?
Det er et af de centrale spørgsmål i Ida Marie Hedes tekst, der ikke bære præg af berøringsangst, men som desværre bliver for repetitiv til en forestilling på syv kvarter uden pause. De fire medvirkende konkluderer undervejs, at fjenden er kollegerne, vennerne. Det er dem, der får alle de gode jobs, selvom de ikke er nær så talentfulde og det er dem, der går de gode anmeldelser.
Også i denne forestilling er det skuespillerinderne, der står med det bedste stof.
Der er noget forfriskende foruroligende over Nanna Cecilie Bangs talent, og få kan som hun svinge fra det godmodige og usikre til det dybt aggressive og brutalt selvdestruktive.
Laura Skjoldborg, der fik sit store teatergennembrud sidste år i Odense Teaters sublime teaterføljeton STORMFULDE HØJDER, kan skifte fra det sårbare til det kraftfulde på et splitsekund. De får også begge luftet deres flotte sangstemmer til Rasmus Junckers melodiske musik.
Deres adrætte medspillere Joachim Kubel og Hamun Maghsodlo kaster sig også frygtløst ind i kampen for en bedre verden, for også deres karakterer kæmper med et selvhad. Det kommer bl.a. udtryk i en heftig dans koreograferet af Gunilla Lind, hvor lussinger til sig selv indgår i den daglige fitness-routine.
Det vrimler med agurker på scenen, da de viser sig at være brugbare forbindelse med en pervers semierotisk podcast. Men de får også en funktion som afstraffelsesredskaber lige indtil de knækker.
Iscenesætter Niels Erling formår at holde tempoet oppe, selv når teksten løber tør for ideer, men substansen vil ikke rigtig indfinde sig på teatret S/H denne gang, og vi må tage til takke med fire aktører, der virkelig gi’r den gas – hvilket bestemt ikke er at kimse af.
Og Britney? To be continued…
(Michael Søby)
