DEN NÆSTSIDSTE

★★★★★☆

Jonas Kærup Hjort vakte i den grad opsigt med sin mystisk dragende filmskole-afgangsfilm "Om en måned", der på kun en halv time fik skabt et dybt originalt værk.

Nu debuterer han som spillefilmsinstruktør med DEN NÆSTSIDSTE, som kan siges at udbyggede det tidligere univers, uden at man på nogen måde kan påstå, at DEN NÆSTSIDSTE er en film med et bredt publikumspotentiale.

Tværtimod kan man blive bekymret for, om en så aparte avantgarde-film som DEN NÆSTSIDSTE overhovedet kan finde et publikum. Men den ligner ikke nogen anden dansk spillefilm, og det må i al fald siges at være en kvalitet i sig selv.

I smukt komponerede grågrumsede billeder følger vi en vandaflæser, der havner i en Kafkas labyrintagtig bygning, som han ikke kan komme ud af. Mærkværdige askegrå mennesker gør hans liv til et helvede, og pludselig står han anklaget for mord.

DEN NÆSTSIDSTE fremstår som en mørk og dyster Alice i Eventyrland-allegori filmet af dansk films nye Tarkovskij-wannabe, Jonas Kærup Hjort.
Joen Højerslev yder en mesterlig indsats som den hårdt plagede vandaflæser og han får stærkt med- og modspil af blandt andre Joen Bille som Revisoren, Malene Melsen som Den forelskede og Stine Schøder Jensen som dommeren.

Filmens lydside er en oplevelse i sig selv med Sven Dam Meinild og Thomas Dybdahls særlige toneverden forenet med Lars Halvorsen og Rune Palving komplekse lydmix af stemmer og metal.

DEN NÆSTSIDSTE er virkelig en specialitet og en udfordring for de fleste biografgængere. Men har man ikke bare mod på men ligefrem lyst til at dyrke det særegne og i sandhed usædvanlige, så bør DEN NÆSTSIDSTE være det oplagte valg.