★★★★★★
Odense Teater kommer overrumplende flot fra start med deres største satsning i denne sæson: En ambitiøs dramatisering af verdens måske mest populære kærlighedsroman, STORMFULDE HØJDER (eller som den hedder på originalsproget og i Kate Bushs evergreen: "Wuthering Heights").
I opsætningen på Værkstedet, Odense Teaters intimscene, bruger man også det originale navn, omend "u’et" udtales med en udpræget dansk accent.
Der synes at være trolddom på spil i Peter De Neergaards eventyrlige scenografi: Familieportrætterne toner lydløst frem på væggen og minder de medvirkende om deres slægtskab. Træernes rødder er for længst vokset helt ned i møblerne, og man mærker i den grad, at på dette sted synes beboerne for altid forbundet med deres herkomst.
Det afspejler sig så sandelig også i historien om pigen Cathy, der voksede op sammen med den vilde dreng Heathcliff. Han stammer tilsyneladende fra fattige kår og behandles nedladende af den forfinede Cathy og hendes familie. For hende er det primært en leg, hun elsker faktisk Heathcliff og han forguder hende, men for familien er han ikke fin nok til at være en potentiel mand for Cathy.
Cathy spilles med rank ryg af Cecilie Gerberg Nielsen, som både rummer Cathys forkælelse og fortvivlelse i sit spil. Lidt større sårbarhed – ikke mindst i spøgelsessekvensen – ville klæde figuren, men Cecilie Gerberg Nielsen har fanget den indre konflikt i Cathy, og det er helt afgørende på dette tidspunkt i historien..
Som Heathcliff er Alexander Mayah Larsen er veritabelt fund. Smuk som en gud og med øjne, der lyser af lidenskab og hævn. Det skal blive spændende at følge hans udvikling.
Et væld af farverige karakterer omgiver de unge elskende, og selvom Odense Teater har lånt flere af deres bedste karakterskuespillere ud til Nørrebro Teater, så har de stadig været i stand til at stille med et stærkt hold. I denne første del er der især grund til at fremhæve Lars Simonsen som en foruroligende overanstrengt læge, Kristoffer Helmuth som svæklingen Edgar og Laura Skjoldborg som den dødsmærkede Frances.
Vibeke Wredes iscenesættelse emmer af social indignation, og har blik for de barske daglige udfordringer, man stod overfor – afhængig af hvilken social status man havde naturligvis. Mændene dominerede, og kvinder, gamle, syge og udlændinge blev nærmest per automatik dårligere behandlet. Ikke så sært, at netop denne roman stadig har noget at sige os.
Romanens anden og tredje del præsenteres i løbet af efteråret, og der afsluttes med nogle få muligheder for at se de tre dele samlet på een dag. Første del varede lidt over halvanden time, og det var ikke sekund for langt.
TAK til Odense Teater og teaterdirektør Jacob Schødt for denne dristige satsning, der fortjener at blive et tilløbsstykke uden sidestykke. Så kan man altid læse Emily Brontës litterære mesterværk bagefter.
(Michael Søby)
